Studerende i praksis: Her, midt i alt det kaotiske, tog jeg beslutningen om ikke at løbe mere …

Nu da jeg er tilbage på skolebænken efter min første længere klinik, sidder jeg og tænker lidt over, hvad det egentlig vil sige at være i klinik. Hvordan er man en god sygeplejestuderende?Jeg kan blive helt forpustet over alle de ting, jeg skal lære. Hvordan skal jeg nogensinde komme til at kunne det alt sammen? Men et eller andet sted er jeg ikke rigtig nervøs, selvtilliden og erfaringerne skal nok blive bygget op med tiden.

Til gengæld oplevede jeg under klinikken mit første rigtige åndehul. Et på mange måder mærkeligt intimt øjeblik, hvor det intime ikke var nøgenhed i normal forstand, men mere roen/modet til at sætte sig ned midt på gangen og snakke med en nyankommen patient. Rundt omkring mig væltede det rundt med mennesker, som kæmpede for at hjælpe så mange som muligt på rekordtid. Der var travlt. Her, midt i alt det kaotiske, tog jeg beslutningen om ikke at løbe mere, men sætte mig ned og lytte til den gamle mand, som var noget af det mest hjertevarme, jeg har mødt i lang tid. Han havde lige mistet sin partner for få måneder siden, så nu boede han alene i sin lejlighed. Hans partner var blevet syg og havde til sidst boet på plejehjem. Den dag, hans partner var gået bort, havde sygeplejersken ringet ham op og fortalt, at der ikke var langt igen, og min patient havde skyndt sig derover. Det var dog for sent. Hans partner var netop udåndet, da min patient ankom. Det gik patienten meget på, at han lige præcis ikke nåede at sige farvel efter mere end 30 års partnerskab. 

Under samtalen tog jeg noter til indledende sygeplejevurdering, og nogle af spørgsmålene grinede han nærmest af: ”Jeg bor på 4. sal uden elevator, og jeg handler selv ind, selvfølgelig.” 

Værsgo, manden var i starten af 90’erne. Jeg fik mine noter, men det vigtigste var, at jeg gav mig tiden til at lytte og bare være til stede hos en patient lige i det øjeblik af hans liv. 

Jeg har ikke på nuværende tidspunkt 30 års erfaring, jeg kan trække på, men jeg har måske noget andet. Man kan vel sige, jeg har det mere umiddelbare, friske blik og den ekstra tid, som patienterne kan have brug for, og jeg har et ansvar for at bruge begge dele.

Jeg ser ikke erfaring som noget negativt på nogen måde, men nogle gange tror jeg, det er vigtigt at holde fast ved, at det uerfarne, naive øje også kan noget. Det kan fange nuancer, som det erfarne øje ikke nødvendigvis ser, eller ikke har tid til at se, og det skal man ikke kimse ad.

Vi sygeplejestuderende skal lære anatomi, fysiologi og medicinregning, men det er også vigtigt at huske at række hånden ud og bruge tiden som et redskab. Det skal vi holde fast ved, og det kan vi, fordi vi ikke er en del af normeringen.