Sygeplejersken
Fuldt fortjent: At holde hånd kan være svært
Arne Nielsen har arbejdet på Intensiv afdeling på Aarhus Universitetshospital i 37 år. Det er de udfordrende dage og mødet med de pårørende, der holder ham i gang.
Sygeplejersken 2017 nr. 12, s. 71
Af:
Diana Mammen, journalist
Hvis man tror, man kan det hele, så er der noget, man har misforstået. Det mener sygeplejerske Arne Nielsen, som af den grund elsker at arbejde på en intensivafdeling. For der er rigeligt med udfordringer, og derfor har han aldrig haft behov for at prøve noget andet.
"Det handler om hele tiden at holde sig ajourført, for på en intensivafdeling sker der hele tiden noget nyt," fortæller Arne Nielsen. Han troede først, at han skulle være læge, men det mere praktiske og nære arbejde betød, at han i stedet valgte at blive sygeplejerske.
"Når patienter kommer til os, så drejer det sig om liv eller død. Så de pårørende fylder meget, fordi de tit er i krise," siger Arne Nielsen, som synes, at netop de pårørende er en af de gode udfordringer ved arbejdet. Fordi det handler om at kunne støtte dem.
Teknologien er til stede i rummet
De kommer styrtende i en taxa og er dårligt nok klædt på, fortæller Arne Nielsen om de pårørende, han møder i sin dagligdag.
"Tit er de syge kun på afdelingen i 24 timer, så på den tid handler det om at kunne tilbyde især de pårørende noget støtte. De skal være trygge ved, at vi behandler deres kære," fortæller Arne Nielsen.
Men nogle gange kan det være svært.
"Der er sket en enorm teknologisk udvikling, som betyder, at patienterne er omringet af teknologi. De pårørende kommer måbende ind og ser på skærme og computere, så en af de bedste oplevelser er at få dem til at falde til ro og fokusere på patienten," siger Arne Nielsen.
Nogle gange er det de små ting, som netop hjælper til det.
"Bare det at få de pårørende til at holde patienten i hånden kan være svært," siger Arne Nielsen, men det gør ham glad, når det lykkes.
Bliver ved lidt endnu
Til december fylder Arne Nielsen 70 år, men han har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt.
"Så længe der er udfordringer, så bliver jeg ved," siger Arne Nielsen, som altid er glad for at tage på arbejde. Men han nyder også at lave andet end det sygeplejefaglige. Derfor arrangerer han vandreture for sine kollegaer.
"Det er rart at lave noget sammen, som ikke inkluderer hvide kitler. På vores afdeling er vi meget faglige, så det er et hyggeligt afbræk, når vi vandrer i Mols Bjerge," fortæller Arne Nielsen.
Han arbejder stadig på fuld tid, og til spørgsmålet om pension svarer han:
"Jeg har da tænkt på det, men det bliver hverken i dag eller i morgen."