Sygeplejersken
Leder: Det nytter at råbe op - og sige fra!
Sygeplejersken 2017 nr. 12, s. 3
Af:
Grete Christensen, Formand
Hvor er det fantastisk, at det nytter at råbe op og gøre opmærksom på, hvad der er rigtigt og forkert! Alle debatindlæg, facebookopslag, tweets, kampagner, debatter og kronikker viser sig nu at være meget mere værd, end hvad vi hver især måske troede. For med fælles kraft blev presset til sidst så stort, at regeringen og deres støtteparti har måttet erkende, at 2-procentsproduktivitetskravet hører fortiden til! Det er en stor og vigtig sejr, der viser styrken i demokratiet og i at stå sammen om fælles mål.
Samtidig – ja faktisk samme onsdag – var 3.400 offentligt og privatansatte samlet i Odense for at fremhæve de positive værdier ved fællesskab, lighed og velfærd. Under sloganet "velfærd fremfor skattelettelser" deltog TR´er fra LO og FTF´s fagforeninger i en ny alliance "Danmark for Velfærd". Og de røde DSR-T-shirts var talrige og sprang flot i øjnene! Også i alliancen kan det vise sig, at det nytter at råbe op …
Det er tydeligt, at regeringen ikke bruser over af ambitioner for sundhedsvæsenet! Statsministerens åbningstale til det kommende folketingsår var uden visioner og klare budskaber – nu sætter vi vores lid til, at sundhedsministeren kan skabe flertal i Folketinget til at forny sundhedsvæsenet. Afskaffelsen af 2-procentsproduktivitetskravet har åbnet for debatten om styringen af sundhedsområdet, men det vil være naivt at tro, at det løser alle udfordringer. Vi mener, at en kommende styringsmodel skal tage afsæt i faglighed, kvalitet og hele patientforløb. Vi vil fortsat presse på for politiske aftaler, økonomi og visioner, som afspejler sygeplejerskernes ønsker og behov.
Lad os fortsat gøre opmærksom på, hvad der er rigtigt og forkert.
Det nytter … når de rigtige lytter!
Grete Christensen, formand