Patienten jeg aldrig glemmer: Nogle gange skal man bare lytte

Jeg arbejder som sundhedsplejerske i Røde Kors, vi ser alle de nye familier, der kommer til landet og laver helbredsscreeninger af dem.

De gør dybt indtryk hver gang. Alligevel er der særlig en familie, der skiller sig ud. Det var en mor, en far og en etårig pige. Moren var højgravid. De var lige kommet til landet, og det var deres første samtale. I løbet af samtalen fortæller kvinden, at de har et barn mere, der er to et halvt år gammelt, og som de har måttet efterlade i hjemlandet.

Manden har sagt til hende, at drengen er i sikkerhed hos bedsteforældrene. Men kvinden har en bekymring for, at der er sket ham noget, og hun har en fornemmelse af, at manden holder noget skjult for hende. Det fortæller hun mig, da vi på et tidspunkt er alene.

Vi har ikke så meget tolketid tilbage. Men jeg siger til hende, at jeg godt kan forstå hende, og at nogle gange kan det, at man ikke ved noget, være værre end at vide det. Jeg siger, at jeg gerne vil tale med dem begge to og forsøge at forklare manden det.

Et par dage senere tager vi samtalen. Der er en fysisk tolk til stede, og jeg prøver at forklare manden, at man har en masse spekulationer, når man ikke har viden.

Det viser sig, at drengen er blevet dræbt sammen med mandens forældre. Det er svært for manden at fortælle, og jeg mærker, at det har været svært for ham at have den viden uden at kunne dele den med nogen.

Kort inden familien er flygtet, har manden været taget til fange sammen med sine forældre og sønnen. Under tilfangetagelsen bliver både hans forældre og drengen dræbt.

På et tidspunkt siger dem, der har taget manden til fange, at han skal tage hjem og hente papirerne på den virksomhed og den ejendom, han ejer. Og det er i den situation, at han vælger at flygte. Han fortæller ikke til sin kone, hvad der er sket, fordi han frygter, at hun så ikke vil med. Og han siger, at han også har villet beskytte hende fra den viden, fordi hun er højgravid.

Jeg husker, at kvinden kommer med et udbrud og også slår en enkelt gang ind i ham, da han fortæller det. Jeg blev meget berørt og fik også tårer i øjnene. Og jeg har samtidig et øje på den lille pige, der render rundt og finder legetøj og leger. Jeg husker, at på et tidspunkt har hun en ble, der skulle skiftes, og så tænker jeg, at den tager jeg bare.

Jeg har nu fulgt familien gennem et år og har været med til at sætte støtte ind. Jeg tror, at grunden til, at jeg aldrig glemmer dem, er, at det gjorde så stort et indtryk at sidde med til den samtale, hvor hun fik den viden. Og jeg oplevede, at nogle gange skal man bare lytte og være til stede uden at have en løsning.

Og så har der været en masse ting, jeg har kunnet gøre i den familie – jeg har fulgt dem i et år og har støttet op omkring dem. Faren har efterfølgende sagt, at han har lært meget af at komme til Danmark og af den psykologhjælp, de har fået. Ja, og så er der også nogle mennesker, hvor man bare rigtig godt kan lide dem menneske til menneske.