Studerende i praksis: Ville jeg ende med at indgå i statistikken over overfald i psykiatrien?

"Fire ansatte er sygemeldt med kæbebrud, hjernerystelse og hjerneblødning efter overfald på psykiatrisk afdeling." "Siden 2012 er fem ansatte i psykiatrien blevet dræbt." "Ansat stukket ihjel i medicinrummet af psykisk syg."

Overskrifterne var blot nogle af de udsagn, jeg skulle forholde mig til, da jeg opdagede, at jeg skulle i praktik på et lukket psykiatrisk sengeafsnit.

Mit hjerte hamrede afsted, hænderne rystede, og en tåre løb ned ad kinden. Jeg skulle i praktik på et lukket afsnit, og der var ingen vej tilbage. Ville jeg ende med at indgå i statistikken over overfald i psykiatrien? Min forforståelse for psykiatrien var tydelig. Nervøsiteten og frygten for måske at skulle afbryde min uddannelse, fordi jeg simpelthen ikke kunne klare at være i det lukkede psykiatriske regi, var lammende. Efter moden overvejelse besluttede jeg mig dog for at give praktikken et forsøg. Og det var uden tvivl det rigtige valg, jeg traf.

Da jeg startede i praktikken, gik det hurtigt op for mig, at den forforståelse, jeg kom med, var præget voldsomt af medierne og den stigmatisering, der er omkring psykisk syge. Selvfølgelig skal man tage sine forbehold og være påpasselig. Og ja, folk er syge, det er trods alt et lukket, akut og intensivt sengeafsnit. Patienterne er indlagt, fordi de er syge og har brug for hjælp. Men når man sætter parentes om sin forforståelse og giver det en chance, er der en kæmpe læring i det lukkede psykiatriske regi.

Igennem min praktik blev jeg ikke set som studerende, men som en del af teamet. Både plejepersonale, læger, psykologer m.fl. var interesserede i at høre, hvad jeg observerede og tænkte, og det er essentielt, hvis man skal føle sig godt tilpas og derved kunne nå sine læringsmål. I løbet af min praktik lærte jeg at bruge og udvikle især mine kommunikative og pædagogiske færdigheder.

Jeg lærte, hvordan jeg kunne indgå i en relation med et menneske, som var udfordret på andre måder end en somatisk patient.

Med en holistisk tilgang til patienterne, ved hjælp af JK Hummelvolls ni hjørnesten, recovery-begrebet og fokus på at møde patienterne med ligeværdighed, respekt og anerkendelse forsøgte jeg at motivere dem til at se muligheder for forandringer og give dem tro på at kunne komme sig.

En af de ting, der blev meget klar for mig i praktikken, var, at bag enhver sygdom gemmer sig et unikt menneske, og med de redskaber, vi lærer igennem uddannelsen, kan vi hjælpe dette menneske til et bedre liv, og det uanset om patienten lider af cancer, borderline, skizofreni eller KOL. Den tilgang, jeg lærte at bruge til patienterne i psykiatrien, er en tilgang, jeg vil tage med videre i uddannelsen og bruge i mit virke som sygeplejerske.

Jeg er taknemmelig for at have haft muligheden for praktik i et lukket psykiatrisk sengeafsnit.

Jeg har helt bestemt fået en ny forståelse for specialet og er ikke skræmt ved tanken om at arbejde med psykiatriske patienter i fremtiden.