Fuldt fortjent: Jeg vil være til stede i det svære

I december 1969 blev den dengang 13-årige Birgitte Vangsted udskrevet fra Brønderslev Sygehus. Med sig hjem tog hun drømmen om at blive sygeplejerske. Hun har aldrig fortrudt det valg, selvom det var med en vis bæven, da drømmen skulle udleves i virkeligheden.

”Første gang, jeg skulle have nattevagt, havde jeg godt nok sommerfugle i maven, fordi man var én sygeplejerske og tre sygehjælpere til 64 patienter,” fortæller Birgitte Vangsted og fortsætter med et grin:

”Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der ikke blev dokumenteret ret meget dengang.”

Dengang var i 1981, og Birgitte Vangsted havde været færdiguddannet fra Aalborg Sygeplejeskole i et år. Et enkelt år blev det til på Lungemedicinsk afdeling, men siden har hun haft længere ansættelser på Kirurgisk og Medicinsk Afdeling i Brønderslev. De seneste 21 år har hun været på Intensiv Afdeling på Aalborg Universitetshospital, og her trives hun. Der er hele tiden noget nyt at lære.

”Den intensive sygepleje handler om at tage hånd om patienterne på en fagligt kompetent, sikker og respektfuld måde og medvirke til at skabe tillid både hos patienterne og de pårørende. Jeg har lært at være i det, selvom det til tider er svært,” siger Birgitte Vangsted.

Udskrevet, men ikke rask

For fire år siden ringede en tidligere patient på døren til intensiv afdeling, fordi han havde brug for at få bearbejdet sit traume. Birgitte Vangsted husker ham tydeligt.

”Vi viste ham rundt på en stue, så han kunne se respiratoren, pumperne og lyset. Han fortalte, at hver gang vi dæmpede lyset, troede han, at han skulle dø,” fortæller hun om oplevelsen, der gjorde stort indtryk.

For Birgitte Vangsted og hendes kollegaer blev det klart, at mange patienter stadig har brug for hjælp, selvom de er udskrevet. En del slås stadig med psykiske, fysiske og kognitive problemer og har mareridt f.eks. om slanger, der kravler ned gennem kroppen. Birgitte Vangsted var derfor med til at starte et struktureret tilbud om opfølgende samtaler til tidligere intensive patienter.

”Alle, som har været indlagt på afdelingen i fem dage og været i respirator, bliver tilbudt en samtale tre måneder senere, ligesom vi holder cafémøder, hvor de kan mødes og snakke med andre tidligere intensive patienter. Vi har lært utroligt meget om, hvordan vi kan være med til at hjælpe dem tilbage til hverdagen,” reflekterer hun over forløbet.