Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Konkrete bud på bekymrende adfærd

Anmeldelse af bogen 'Børn og seksualitet'

Sygeplejersken 2017 nr. 2, s. 43

Af:

Redaktionen

boern

Anna Louise Stevnhøj og Mimi Strange
Børn og seksualitet
Hans Reitzels Forlag 2016
164 sider – 250 kr.

Det store fokus på seksuelle overgreb mod børn har gjort, at børn og seksualitet associeres med noget negativt, skriver forfatterne i forordet. Hos forældre og professionelle opstår der usikkerhed om, hvornår børns seksuelle adfærd er normal, og hvornår der er grund til bekymring. Bogen bidrager til en forståelse for børns seksualitet, den tager udgangspunkt i den forskning, der er på området, og den praksiserfaring, forfatterne har fra deres arbejde med børn og seksualitet.

Første del beskriver den normale seksuelle udvikling og adfærd i forskellige aldre. Faktabokse giver et overskueligt overblik, og cases bidrager til forståelsen. 

Sidste del beskæftiger sig med den bekymrende seksuelle adfærd. En tredjedel af seksuelle overgreb mod børn begås af andre børn og unge, men problematikken er kompleks, og de tegn, der peger i retning af overgreb, er ikke altid entydige.

Forfatterne har konkrete bud på, hvilken adfærd der i forskellige aldre giver anledning til bekymring, og på, hvordan man støtter barnet, der er udsat.

De fleste sundhedsplejersker får jævnligt opkald fra en bekymret forælder eller fra en daginstitution med et spørgsmål om et barns seksuelle adfærd. ”Er det her normalt, eller skal vi være bekymrede?” 
Bogen hjælper med at kvalificere svaret.

Af Hanne Lindhardt, MSA, sundhedsplejerske i Furesø Kommune.