Studerende i praksis: Ja, han snakker godt nok meget …

Jeg er nu på mit sidste kliniske modul og har igennem alle mine klinikker oplevet at blive mødt af sygeplejersker, som har sagt noget i retning af ”patienten, du skal ind til, er altså ret vanskelig”.

Efterfølgende har jeg fået at vide, hvorfor patienten er vanskelig, og er dermed allerede blevet påduttet en opfattelse af, hvordan denne her patient er. 

En morgen, da vi sidder og fordeler patienter, bliver jeg sat på plejen af en mand, som skal klargøres til dagen og senere overflyttes til et andet sygehus. Sygeplejersken siger: ”Han er en virkelig besværlig patient, han snakker meget, og han er ikke så samarbejdsvillig, men du må gerne skynde dig lidt, da transporten kan være her indenfor en time til halvanden.”

Jeg går ind på stuen til patienten og kan hurtigt konstatere, at ja, han snakker godt nok meget. Jeg begynder at vaske ham og får forklaret ham, at transporten muligvis snart kommer, og at vi derfor har lidt travlt. Han kommenterer ikke dette yderligere, men fortæller derimod en historie om en tidligere indlæggelse. Jeg lytter til det, han siger, og spørger ind til det, og imens får jeg vasket og klargjort ham. Jeg spørger, hvad han tidligere har lavet, og vi får talt om lidt af hvert, snakken går om både vind og vejr, ting, der sker i verden, og hans oplevelser på sygehusene, de gange han har været indlagt. Før jeg ved af det, er vi færdige med hele den personlige hygiejne, jeg har fået pakket hans ting, og han er klar til at blive hentet.

Da jeg kommer ind til sygeplejerskerne på kontoret og fortæller, at patienten er klar til at blive hentet, kan sygeplejerskerne næsten ikke forstå, at jeg på blot 40 minutter fik nået alle de ting. De spørger: ”Hvad gjorde du?” og jeg svarer: ”Jamen, jeg talte da bare med ham.” Jeg får også sagt, at jeg syntes, det var et forkert billede, jeg havde fået af patienten ud fra det, de havde sagt til morgenrapporten. 

Transporten kommer, og jeg går ind på stuen for at sige farvel til patienten. Han tager min hånd, holder den og siger: ”Tak for din hjælp og forståelse. Der er ikke mange sygeplejersker, som har overskud til at snakke med mig, men jeg har sådan brug for at snakke, for jeg er så bange.”

Jeg gav patienten et kram og ønskede ham rigtig god bedring. 

Da jeg efterfølgende reflekterede over det, kom jeg frem til, at det er farligt at sige, at en patient er vanskelig eller besværlig. Vi er alle forskellige, og vi har forskellige behov for omsorg.