Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Tendentiøst: Sygepleje er den nye ekstremsport

Sygeplejersker over hele landet løber stærkt. Men spørgsmålet er, om det er udtryk for en ny ekstremsport, eller er det nedskæringer, der kan have en dødelig udgang? Hvad sker der, hvis man pludselig taler om at løbe for stærkt?

Sygeplejersken 2017 nr. 2, s. 19

Af:

Britt Lindemann, journalist

2017-2-tendentioest

Efter en enkelt dags praktik som sygeplejerske på Hvidovre Hospital i slutningen af 2016 skrev Mette Frederiksen (S) på Facebook: ”De løber stærkt. Tempoet er højt, og da mange flere patienter i dag udskrives tidligere, så er dem, der er indlagt på sygehuset, også ofte meget plejekrævende. De ansatte løber stærkt.”

Og hun er ikke den eneste. Hver dag kan man finde journalister, sygeplejersker, pårørende, patienter og politikere, der skriver eller siger, at sygeplejerskerne ”løber stærkt”. På sygeplejerskeskolerne i 1970’erne fik eleverne at vide, at man ikke måtte løbe på gangene, bl.a. fordi det stresser patienterne. Virkeligheden er helt anderledes i dag, hvor ”løbe stærkt” bruges som anerkendelse.

”Når man bruger udtrykket ”at løbe stærkt”, så vælger man nogle positive ladninger i et samfund, hvor Facebook flyder med opdateringer om, hvor langt man har løbet i dag, og hvilken ironman man er på vej til. Hvis bare man er fit nok, så er det ikke noget problem,” fastslår kommunikationsrådgiver Anne Katrine Lund.

Så når Mette Frederiksen skriver, at sygeplejerskerne løber stærkt, så bruger hun det ifølge Anne Katrine Lund ikke til at kritisere forholdene, og hun er påpasselig med ikke at skrive, at de løber FOR stærkt.

”Hvis hun havde skrevet, at de løb for stærkt eller halsede rundt, så ville man opfatte det som et usundt tempo, men at løbe stærkt, det vil vi alle sammen gerne, så vi kan leve op til idealerne,” siger hun.

Hvis man løber for stærkt, så dør patienterne

Det er ikke et tilfælde, at sygeplejerskers arbejdsvilkår bliver italesat med en sportsmetafor. Så kommer det hele nemlig til at lyde lidt mere uskadeligt og giver billeder på nethinden af sygeplejersker i hvide kitler og farverige løbesko. Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet, er ikke i tvivl om, at der er flere meter i at tale om at løbe.

”Når man siger, at de løber stærkt, så køber man præmissen om, at man godt kan løbe stærkere, ligesom i sport.” 

Christian Kock har også et godt bud på, hvorfor der ikke er mange, der tør sige, at der bliver løbet for stærkt:

”For hvis det er tilfældet, så er der patienter, der dør, som ellers ville være overlevet. Det er farligt for politikerne at indrømme, fordi de så enten stiller sig selv i position til konfrontation med det nuværende system, eller fordi pilen peger tilbage på dem selv.”