Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 minutter med... Bernie Scheibel

”Find de dygtigste mennesker på din afdeling og spær øjne og ører op og sug alt til dig. Og sørg for at læse op på tingene. På den måde bliver du sikker på, at det, du laver, er rigtigt og baseret på viden.”

Sygeplejersken 2017 nr. 3, s. 7

Af:

Michael Holbek, Journalist

2017-3-bernie-scheibelHvorfor valgte du at blive sygeplejerske?
"Jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle læse. Men jeg havde været i praktik hos min mor, som har arbejdet som intensivsygeplejerske i 50 år, og det syntes jeg var spændende. Så jeg tænkte, det var en bundsolid uddannelse, som jeg altid kunne tjene penge med. Desuden ville jeg gerne rejse ud i verden, og sygeplejersker kan man bruge over hele verden."

Hvad var dit første job?
"De første fem år var jeg på en skadestue/traumecenter i Freiburg i Sydtyskland."

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for hjerteområdet?
"Det var meget tilfældigt. Jeg er fra Tyskland og talte ikke et ord dansk. Men jeg var tre uger i Danmark og ville gerne se, hvordan de arbejdede på hjerteintensivafdelingen. De tilbød mig så et job, jeg brændte for det og begyndte at specialisere mig til pædiatrisk intensivsygeplejerske."

Hvem har du lært mest af i din karriere?
"Jeg arbejder frivilligt i en amerikansk organisation, der hedder International Children’s Heart Foundation. Her rejser jeg ud i tredjeverdenslande sammen med et højtspecialiseret hjerteteam af folk fra hele verden. På to uger opererer vi så mange hjertebørn, vi kan nå, samtidig med at vi oplærer det lokale personale. Det er mennesker, der virkelig kan deres kram."

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?
"Et meget højt kompetenceniveau, handlekraft og overblik – at man lynhurtigt kan strukturere en situation – samtidig med, at man har stor empati, omsorg og kærlighed til det, man laver."

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?
"Find de dygtigste mennesker på din afdeling og spær øjne og ører op og sug alt til dig. Og sørg for at læse op på tingene. På den måde bliver du sikker på, at det, du laver, er rigtigt og baseret på viden."

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?
"Når jeg går hjem og føler, jeg har opnået et resultat. At jeg har forbedret en patients tilstand eller situation."

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?
"At genskabe den kærlighedsfyldte, trygge symbiose mellem mor og barn efter en fødsel, som brutalt er blevet afløst af masser af slanger, katetre og drænager tilsluttet et hav af monitorer, medicinpumper, respirator m.m. Den situation er stærkt traumatiserende både for mor og barn. Min udfordring er at involvere familien så meget som muligt og bevare kontakten til barnet så meget, som det kan lade sig gøre."

Hvad kan holde dig vågen om natten?
"Ikke meget – der sover jeg. Jeg er god til at skelne imellem at være professionel på arbejdet og privat sammen med min familie."

Hvad er du mest stolt af i din karriere?
"At jeg efter mere end 25 år som sygeplejerske med nattevagter og tid væk fra min familie stadig brænder med hjerte og sjæl for det, jeg laver. Mine venner plejer at sige, at risikoen for at dø er meget lille, hvis jeg er i samme rum, og den kompliment er jeg også stolt af."

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?
"Jeg ville give sygeplejerskerne en ordentlig og bedre løn. Dels for at give dem status og respekt og anerkendelse for det kæmpe arbejde, de laver. Dels for at gøre det mere attraktivt at blive sygeplejerske."

Hvor ser du dig selv om fem år?
"Nok samme sted. Plus at jeg helst to gange om året rejser ud og laver frivilligt arbejde som del af et hjerteteam."

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?
"Hvis nedskæringer og effektivisering fortsætter som nu, vil vi være færre hænder, bruge flere lappeløsninger og have mindre varme rammer. Vi vil have mindre tid til patienten og ikke længere se ham eller hende i sin helhed som menneske, men kun som noget, der lige skal lappes sammen."

Bernie Scheibel er48 år og arbejder på Thoraxanæstesiologisk Klinik, Hjertecentret på Rigshospitalet.