Debatindlæg: Vi skal ud af den misforståede travlhedskultur

I mine klinikker har jeg ofte oplevet det gode: At der er rigtig god tid til at yde en tilfredsstillende sygepleje til patienterne, både for mig som studerende og for det faste personale. Alligevel snakker det faste personale om, at de sover dårligt om natten og overvejer at melde sig syge, da de ikke kan overskue at komme på arbejde, fordi de har alt for travlt. 

En aften i min klinikperiode i hjemmesygeplejen spørger min kæreste, hvordan min dag har været, og jeg svarer, at jeg har haft alt for travlt. Lidt efter går det op for mig, at jeg egentlig ikke synes, jeg har haft travlt. Jeg har fulgt en hjemmesygeplejerske og udført alle sygeplejefaglige opgaver, har drukket kaffe med Hr. Hansen, vandet blomster med Fru Jensen, holdt en temmelig lang frokostpause og dokumenteret alt. Alligevel slutter hjemmesygeplejersken dagen af med at sige, at vi har haft alt for travlt.

Sygeplejerskens udtalelse fik mig til at føle, at vi netop havde haft alt for travlt, og jeg fik en klump i maven over at skulle i klinik dagen efter. Hvorfor snakker vi egentlig om at have alt for travlt, når vi reelt set ikke har det? 

Der er opstået en ”misforstået travlhedskultur” for sygeplejersker. Vi italesætter ikke, når noget går godt og fungerer – for så ender det bare med at blive taget fra os pga. effektiviseringer. I stedet bruger vi travlheden som et skjold til at beskytte os mod berøvelse af det gode. 

Men – tager vi så ikke netop det gode fra os selv? I stedet for at glæde os over dage, som indeholder det gode, klager vi over at have alt for travlt for at sikre, at der kommer mere af det gode … Jeg siger ikke, at sygeplejersker ikke har travlt. Jeg ved, at nogle afdelinger er under hårde besparelser. Mit budskab er blot, at det er vigtigt, at vi lærer at skelne mellem, om vi virkelig har alt for travlt, eller om vi bliver revet med på, at vi har alt for travlt. 

Vi skal ud af den ”misforståede travlhedskultur”. Andet er der ingen af os, der kan holde til i længden. Vi skal værne om vores fag, og det kan vi gøre ved ikke at være bange for at italesætte det gode.

Ida Soelberg Pedersen er studerende på Modul 9 på Sygeplejerskeuddannelsen VIA, Aarhus.