Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Patienten, jeg aldrig glemmer: Min mor ønsker, at du får en god mand og nogle søde børn

Som nyuddannet sygeplejerske mødte Mette Bjerre en ældre somalisk kvinde. Det møde har brændt sig fast som patienten, hun aldrig glemmer.

Sygeplejersken 2017 nr. 4, s. 37

Af:

Mette Bjerre, sygeplejerske

2017-4-mette-jeg-aldrig-glemmer

Jeg var ret ny som sygeplejerske. Jeg var 25 år gammel og havde været på min første afdeling i et års tid på Infektionsmedicinsk afdeling i Odense. Jeg har mange fantastiske patientminder fra den tid. Måske fordi min fortælling som sygeplejerske var så kort, og jeg sugede alle oplevelser til mig med en særlig iver.

Jeg passede en ældre dame fra Somalia. Jeg husker ikke længere hendes navn, men jeg husker hende. Hun talte ikke dansk, så når hendes datter var der, oversatte hun. Når hun ikke var der, fandt vi ud af det alligevel med smil og fagter. Hun havde en lille flosset pind stående i et glas. Det var hendes tandbørste. Et levn fra hendes liv i Somalia, hvor tandbørster, som vi kender dem, nok ikke hørte til blandt dagligdagens almindeligheder. Jeg kunne godt lide at se lidt af hendes historie lige der på sygehuset, hvor alt ellers er så hvidt og fortællingsløst.

Ligesom jeg også godt kan lide patienter med neglelak, en sjov hårfarve eller andre små glimt af deres personlighed, som vi ellers prøver at skjule i det hvide, firkantede patienttøj.

En dag, da jeg hjalp den somaliske dame med, hvad jeg nu hjalp med, sagde hun noget. Hun sagde ellers ikke så meget. Hendes datter oversatte. ”Min mor takker dig. Min mor ønsker for dig, at du må få en god mand og nogle søde børn.”

Man møder mange taknemmelige patienter i sin vandren gennem sygeplejelivet, men i dag 10 år senere har jeg ikke oplevet en tak eller en ros større end den, hun gav mig dengang. Hun gav mig den største ros, som fandtes i hendes univers.

PS: Jeg fik en god mand og søde børn. 

Title

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Eller det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? 

Bidrag med stærke erfaringer fra dit møde med en patient, som gjorde et helt specielt indtryk og gav dig ekstra motivation og handlekraft. Fortæl de væsentlige og vedkommende historier fra virkeligheden, der illustrerer, at professionel sygepleje og gode menneskelige relationer mellem sygeplejerske og patient nytter.

Skriv og fortæl om patienten, du aldrig glemmer. Længde; max. 3.000 anslag.

Skriv til: redaktionen@dsr.dk
Skriv i emnefeltet: ”Patienten, jeg aldrig glemmer”.