Sygeplejersken
5 minutter med... Anne-liv Gerber
"Det var super angstprovokerende at stå over for fem sundhedsfaglige personaler, hvoraf tre var læger. Men da jeg kom i gang, kørte det, og jeg fik virkelig god respons. Jeg var helt flyvende bagefter, og det gav mig et kæmpe selvtillids-boost som sygeplejerske.”
Sygeplejersken 2017 nr. 5, s. 7
Af:
Michael Holbæk, journalist
Hvorfor valgte du at blive sygeplejerske?
”Det er et alsidigt fag med nærmest uendelige muligheder. Der er forskellige specialer, man kan også videreuddanne sig og rejse med faget.”
Hvad var dit første job?
”Et vikariat på barselsgangen på Rigshospitalet.”
Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for dermatologi?
”Jeg var i praktik på en dermatologisk sengeafdeling, hvor jeg havde en fantastisk vejleder, som var virkelig god til at sælge det speciale. Hun sagde, at når man først havde stiftet bekendtskab med dermatologien, blev man i det, til man gik på pension.”
Hvem har du lært mest af i din karriere?
”Af en sygeplejerske med specialfunktion på min afdeling. Hun er knivskarp og har lært mig at elske dermatologien. Og allermest: Hun har fået mig til at tro på mine faglige kompetencer og mig selv som sygeplejerske.”
Hvad kendetegner en god sygeplejerske?
”At man er god til at prioritere og danne sig et overblik. At man kan finde ud af at omsætte sin faglige viden i praksis og holde sig opdateret på ny viden.”
Hvilket råd vil du give en nyuddannet?
”Man skal passe på sig selv. Når man er ny, vil man gerne gøre alting perfekt, men du kan ikke nå alt det, du gerne vil. Så du må vælge, hvad der er vigtigst, og huske, at der kommer en og tager over, hvor du slap, i næste vagt. Du står ikke alene, og du SKAL bede om hjælp.”
Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?
”Hudsygdomme er meget synlige, og det er fedt, at man helt bogstaveligt kan mærke og se med egne øjne, at den behandling, man giver, har en effekt. Det er fedt, for så føler jeg virkelig, jeg gør en forskel.”
Hvad er det mest udfordrende ved dit job?
”Det er selve specialet, som er et af dem, der er flest diagnoser indenfor. Nogle af mine kolleger siger, det tager otte år at blive en god dermatologisk sygeplejerske, for så har man set det meste. Det tror jeg, de har ret i, for jeg ser hver dag nye ting, selv om jeg har været her i halvandet år.”
Hvad kan holde dig vågen om natten?
”Jeg er god til at lægge mit arbejde fra mig. Jeg har et virkelig dejligt job, men det er ikke det, der fylder, når jeg kommer hjem.”
Hvad er du mest stolt af i din karriere?
”Da jeg for nylig tog en stor udfordring op. Jeg var ude i en praktiserende lægeklinik, hvor jeg skulle undervise i eksem, og hvordan vi behandler eksem hos os. Det var super angstprovokerende at stå over for fem sundhedsfaglige personaler, hvoraf tre var læger. Men da jeg kom i gang, kørte det, og jeg fik virkelig god respons. Jeg var helt flyvende bagefter, og det gav mig et kæmpe selvtillids-boost som sygeplejerske.”
Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?
”Primært på travlheden. Det er ikke fair, at man er nødt til at tilsidesætte sine egne helt basale behov såsom frokost, få noget at drikke og komme på toilettet. Travlhed øger også risikoen for fejl, så patientsikkerheden bliver sat på spil, og kvaliteten af behandlingerne bliver dårligere.”
Hvor ser du dig selv om fem år?
”Jeg vil virkelig gerne være en god dermatologisk sygeplejerske, og hvis jeg skal tro mine kolleger, så er der stadig seks et halvt år til, så jeg er her nok endnu.”
Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?”
Jeg tror, vi vil se en større opgaveglidning hen over de sundhedsprofessionelle fag. Flere af sosu’erne kommer til at tage sig af den grundlæggende sygepleje, mens sygeplejersken vil komme til at overtage nogle af lægens opgaver. Det sker allerede. Hos os har vi sygeplejersker, der både suturerer og tager biopsier. Sådan har det jo ikke altid været, men det sparer lægerne for tid, hvis vi kan gøre det.”
Anne-Liv Gerber er 28 år og arbejder på Dermatologisk/venerologisk afdeling, Bispebjerg Hospital.