Patienten, jeg aldrig glemmer: Hvad siger I til at blive gift i nat?

For omkring 10 år siden var jeg sygeplejerske på nattevagt på en infektionsmedicinsk afdeling. Om dagen var der kommet en patient med fremskreden lungekræft og hans samleverske. De skulle sove sammen på stuen den nat.

Patienten og hans samleverske var, bogstaveligt talt, indlagt i træsko og Kansastøj, direkte fra yderst landlige omgivelser og lå nu i de kontrastfyldte, kridhvide senge. Jeg kendte dem ikke fra tidligere. Parret var midaldrende, og jeg talte kort med dem, før de gik til ro. De havde fået at vide, at kræftsygdommen var så fremskreden, at behandling ville være udsigtsløs. Som det vigtigste havde de nået at planlægge, at de skulle giftes den kommende lørdag, så det kunne nås, imens tid var.

Allerede ved denne lille samtale i vagtens begyndelse slog det ned i mig, at jeg måtte gøre noget helt særligt i denne situation. Jeg havde flere gange erfaret, hvordan lungekræft kunne overraske, og hvor hurtigt det kunne gå.

”Hvad siger I til at blive gift i nat?” spurgte jeg. 

Jeg mindes ikke den store dramatik, blot at parret lige kort skulle tale sammen lidt i enrum, og så var sagen klar; der skulle arrangeres et bryllup denne nat. 

Hospitalspræsten var den første, jeg ringede til, men han mente nok, det kunne vente, og havde ikke i sinde at dukke op midt om natten. Jeg drøftede det med parret, som syntes, det var ligegyldigt med præsten, og var med på at prøve borgmesteren. Jeg ringede til borgmesteren omkring kl. 1, og ganske kort tid efter stod den store mand i afdelingen i sit borgmestertøj og den brede borgmesterkæde om halsen. 

Min kollega og jeg havde kørt de to senge helt tæt sammen og gjort klar til en liggende vielse på stuen. Borgmesteren fik talt, parret fik sagt ja til hinanden og skrevet under, så det blev et lovformeligt ægteskab. Bagefter blev borgmesteren lidt og snakkede hyggeligt med os, og de to lykkelige ægtefolk lagde sig til at sove.

Kl. ca. 5 om morgenen åndede den nygifte husbond ud. Hustruen var fuld af en forunderlig blanding af sorg og lykke på en gang, da hun ringede og meddelte familien, hvad der var sket. Sammen gjorde vi manden klar til hans sidste rejse i sit Kansastøj. Senere denne morgen ringede jeg til borgmesteren og sagde tak for den indlevende indsats. Det var lige på et hængende hår!

Jeg ved at alle sygeplejersker bærer på en masse fantastiske øjeblikke, som aldrig bliver fortalt af den ene eller den anden årsag. Tavshedspligten er altafgørende. Beskedenhed måske også. Jeg er også sikker på, at alle sygeplejerskers arbejdsdag og arbejdsliv giver allermest mening, når vurderinger og handlekraft får lov at gå op i en højere enhed. Sådan var denne nat og jeg glemmer det aldrig.