Fuldt fortjent: Det tager ikke lang tid at lytte

"Mine kollegaer og jeg bruger hinanden og taler om de ting, vi har oplevet. Det er et utrolig stærkt sammenhold, som gør, at oplevelserne ikke rider mig som en mare, og at jeg efter så mange år ikke har brug for en psykolog," fortæller Birgitte Graversen.

Hun er sygeplejerske og efter 40 år stadig fantastisk glad for sit arbejde og sit fag. Hun har arbejdet skiftevis på intensiv og i anæstesien, hvor hun nu er, på Kolding Sygehus.

Men selv om hun i den tid har oplevet mange voldsomme episoder, og der selvfølgelig er oplevelser, som står stærkere end andre, så har Birgitte Graversen fundet ro ved at tale med kollegaerne om dem:

"Jeg har helt klart nogle dårlige oplevelser i bagagen, men der er altid rum til at snakke om det," fortæller hun.

Det "rum" er blevet mere og mere formaliseret, f.eks. i form af debriefings, forklarer Birgitte Graversen. Men det er især snakken i hverdagen, hvor hun sammen med kollegaer mere eller mindre ubevidst får debriefet, som hjælper.

"Jeg tror, det ligger naturligt, at man tager sig tid til at lytte – selv om man måske burde gøre et eller andet nu, så tager det jo ikke lang tid lige at lytte til en kollega fortælle om en episode. I morgen bliver episoden så måske fortalt til nogle andre, og på den måde får man sat ord på det, man har oplevet," siger Birgitte Graversen.

Fra blandet landhandel til supersygehus

Den største ændring i Birgitte Graversens tid som sygeplejerske har været specialiseringen. De nye supersygehuse vandt frem, og lokale små hospitaler lukkede, hvilket måske var for det bedste, da "de små sygehuse er fra hestevognenes tid," siger hun med et smil.

Birgitte Graversen har arbejdet på både mindre og større sygehuse og mener, at den specialisering, man har på de store sygehuse, gør behandlingen bedre.

"I forhold til udviklingen og samfundet er supersygehusene det eneste rigtige, for vi vil jo alle gerne have den bedste behandling. For mig har det givet nogle gode udfordringer, og ved at rykke til Kolding har jeg kunnet blive ved med at arbejde med det akutte og adrenalinfyldte," siger hun.

Men Birgitte Graversen husker samtidig tilbage på dengang, man på de små sygehuse arbejdede med mange specialer og derfor lavede meget forskelligt, som en spændende tid:

"Jeg kan være egoist og tænke, at det var sjovere og mere interessant dengang," siger hun.