Patienten jeg aldrig glemmer: De går ud for at græde, fordi jeg skal dø ...

Som relativt nyuddannet sygeplejerske arbejdede jeg på infektionsmedicinsk børneafdeling. Der var et enormt stort flow af patienter. På afdelingen var der isolationsstuer, som også nogle gange blev brugt til børn fra andre afdelinger, hvis de f.eks. havde været udsat for smitte eller selv var smitsomme.

På disse isolationsstuer var der tit brug for en fast vagt, da børnene her ofte var meget syge og krævede meget overvågning samt pleje og behandling. Den omtalte patient, som jeg aldrig vil glemme, var en dreng på fem år, som egentlig var indlagt på den onkologiske børneafdeling med leukæmi. Drengen var uhelbredeligt syg af kræft, og det var sikkert, at han ikke kunne helbredes og kun havde kort tid tilbage at leve i. På grund af et udbrud af skoldkopper skulle drengen være indlagt på en isolationsstue.

Forældrene var på stuen næsten hele tiden, men når de skulle ud at spise, trække frisk luft eller andet, så gik vi som personale ind for at være hos drengen, da han ikke skulle være alene på stuen. En dag var det mig, som sad vagt hos drengen. Han var en sød og kvik dreng, som var særlig at snakke med, da han havde mange betragtninger om stort og småt, som ikke virkede naturlige for en femårig dreng.

Det er lidt svært at forklare det, men jeg husker, at jeg spurgte, om jeg skulle læse en historie for ham, men det ønskede han ikke. Han ville bare gerne snakke om alt muligt. Det var næsten som at snakke med en voksen. Så vi snakkede lidt om lidt af hvert.

Senere kom hans forældre tilbage efter deres ærinde og spurgte, om det var i orden, at jeg blev der lidt længere, for så ville de lige gå ud at ryge.

Da de var gået, sagde drengen: "Jeg ved da godt, hvorfor mor og far går ud hele tiden!"

"Hvorfor tror du, de går ud?" spurgte jeg.

Han svarede: "Jeg ved, at de går ud for at græde, fordi jeg skal dø, men de vil ikke have, at jeg ser, at de græder."

Der var stilhed et øjeblik, så spurgte jeg ham, hvorfor han sagde sådan, og hvad han havde fået at vide.

Han svarede, at han ikke havde fået noget at vide, men han vidste, at hans forældre havde været til lægesamtale dagen forinden, og han vidste også selv, at han ikke ville overleve kræften. Og det var, selvom ingen direkte havde fortalt ham det.

Det gjorde et meget stort indtryk på mig, og det var en udfordring, at jeg og vi på afdelingen ikke kendte drengen og hans familie særlig godt, da han jo hørte til en anden børneafdeling.

Jeg husker ikke detaljer af vores videre samtale, men jeg husker, at jeg drøftede det med en af vores børnelæger, som så tog en snak med hele familien. Drengen blev efter et par dage flyttet tilbage til den onkologiske afdeling, og jeg kender ikke til hans videre skæbne. Men mødet med denne dreng gjorde et stort indtryk på mig både som menneske og sygeplejerske.

Det, som gjorde indtryk, var først og fremmest den tillid, drengen viste mig ved at fortælle mig noget, som må have været svært for ham at tale om eller sige til andre. Det med bare at være til stede uden at presse patienten til noget, bare være der og lytte. Det viser, hvor meget vores arbejde betyder for andre mennesker.

Det næste, der gjorde et stort indtryk, var, at man aldrig kan vide, hvad et andet menneske tænker og føler, og at patienter ofte ved mere, end de umiddelbart giver udtryk for. Og at det, som IKKE bliver sagt, måske virker lige så stærkt som det, der bliver sagt.

For det tredje lærte jeg her, at børn opfatter meget mere, end voksne tror.