Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Nattevagten der gav morfin uden delegation

I et samarbejde mellem Sygeplejersken og Styrelsen for Patientsikkerhed bringer vi en artikelserie med cases fra klagesager, der er relevante for sygeplejersker.

Sygeplejersken 2017 nr. 7, s. 58-59

Af:

Torben Hærslev, Styrelsen for Patientsikkerhed

Når man som sygeplejerske er på vagt, står man ofte i en situation, hvor patienterne ikke kan forstå, at man ikke kan tilbyde dem yderligere smertestillende medicin. Det er forskelligt fra afdeling til afdeling, om sygeplejersker har delegation til at give bestemte medicinske præparater, uden at de konkret er ordineret af en læge.

Ifølge Autorisationsloven og Sundhedsloven kan autoriserede sundhedspersoner benytte sig af ”medhjælp”, dvs. delegere deres opgaver til andre personer indenfor en fastsat ramme. En læge kan f.eks. delegere at behandle med receptpligtig medicin til sygeplejersker på en afdeling.

Disciplinærnævnet

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager over den faglige virksomhed, der udøves af autoriserede personer inden for sundhedsvæsenet.

Nævnet vurderer, om en autoriseret sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard. Det følger af lovgivningen, at autoriserede sundhedspersoner, herunder sygeplejersker og læger, har pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. 

Hvis en sundhedsperson har handlet under normen, kan nævnet udtale kritik. Hvis personen har handlet væsentligt under normen, kan nævnet udtale en kritik med indskærpelse. Kritikker med indskærpelse bliver offentliggjort på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside. 

Nævnet sekretariatsbetjenes af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Disciplinærnævnet har i flere tilfælde kritiseret sygeplejersker for at give medicin, der ikke er ordineret, eller for ikke at give den medicin, som er ordineret. Vi har derfor valgt en case om denne problemstilling. 

Morfin uden delegation

En sygeplejerske var på nattevagt på en mave-tarm-kirurgisk afdeling. 

En af hendes patienter, en 98-årig mand, havde været indlagt i 1 1/2 døgn med mavesmerter og var i antibiotisk behandling på mistanke om betændelse i galdeblæren. Der var ordineret smertestillende medicin i form af 50 mg Tradolan x 1 dagligt ved behov og fast Pinex 1 g x 4 dagligt. Tidligt på morgenen gav sygeplejersken den ordinerede medicin i form af Panodil 1 g, Tradolan 50 mg samt antibiotika. Sygeplejersken kvitterede for dette i det elektroniske medicinsystem.

Da patienten ikke havde effekt af den smertestillende medicin, gav sygeplejersken yderligere morfin 20 mg x 1 og senere Diclondan 100 mg x 1. Morfin og Diclondan var ikke ordineret til patienten.

Patienten og patientens datter havde informeret hende om, at patienten var vant til at få morfintabletter i hjemmet.

Det fremgik af instruksen fra afdelingen, at lægerne havde det overordnede ansvar for patienternes behandling med lægemidler, men at ansvaret imidlertid kunne uddelegeres til plejepersonalet. Ifølge instruksen måtte en sygeplejerske gerne give Diclondan 100 mg uden forudgående lægeordination. Ordinationen skulle godkendes af en læge ved førstkommende lejlighed og senest inden vagtens afslutning.

Morfin skulle ordineres af en læge og forud for administration. 

Patientens hustru klagede senere over behandlingsforløbet. 

Nævnets afgørelse

Delegation

... forudsætter, at: 

  • Der skal foreligge tilstrækkelige instrukser, og personalet skal være kvalificeret til at udføre opgaverne. 
  • Det skal fremgå af instruktionen, hvor langt delegationen rækker, så der ikke kan være tvivl herom.
  • En person, der har fået delegeret en opgave, er ansvarlig for at udføre denne opgave efter instruksen. Medhjælpen er ansvarlig for at frasige sig en opgave, som den pågældende ikke ser sig i stand til at udføre forsvarligt.
  • Hvis en medhjælp, der har fået delegeret en forbeholdt opgave af en autoriseret sundhedsperson, følger den givne instruktion, vil ansvaret for udførelsen af opgaven påhvile den autoriserede sundhedsperson. Hvis medhjælpen ikke følger den givne instruktion, vil pågældende selv have ansvaret for opgavens udførelse.

Du kan læse mere om reglerne for delegation og medhjælp i ”Vejledning om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp” (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed).

Sygeplejersken gav morfin uden delegation, og uden det var ordineret til patienten. Det fik hun kritik for. 

Hun fik også kritik for sin vurdering af patienten, idet der var tale om en ny situation med flere smerter, som ikke aftog efter indgift af den ordinerede smertestillende medicin. Hun burde derfor have tilkaldt en læge med henblik på vurdering af patienten.

Det blev derudover indskærpet overfor sygeplejersken, at hun skulle udvise større omhu i sit fremtidige virke. 

Sygeplejersken fik ikke kritik for at give Diclondan 100 mg, idet det i afdelingens instrukser fremgik, at sygeplejerskerne på afdelingen gerne måtte give Diclondan 100 mg uden forudgående lægeordination.

Konklusion

Det er lægen, der har retten til at ordinere receptpligtig medicin, men lægen har mulighed for at delegere dette. Når man som sygeplejerske administrerer og dispenserer medicin, er man ansvarlig for, at det er i overensstemmelse med gældende instrukser og regelsæt.

Ordination, administration og dispensering af medicin skal som udgangspunkt foregå i overensstemmelse med de instrukser, som forefindes på afdelingen.