Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: Hvad ville der ske, hvis de pårørende blev inddraget mere i plejen?

Under et ophold i det nordlige Vietnam observerer den studerende de pårørendes involvering i plejen af de otte børn på stuen.

Sygeplejersken 2017 nr. 7, s. 62

Af:

Renée Raijmaekers Kristensen, sygeplejestuderende, modul 8

2016-13-studerende-i-praksis-reneeSom udvekslingsstuderende er der brug for daglig refleksion over både forskelle og ligheder i sygeplejen. Især forskellene er der mange af, og de er nemme at få øje på. De giver mig stof til eftertanke. 

Det er min første dag i udvekslingspraktik. Jeg befinder mig på det største hospital i det nordlige Vietnam, og jeg får indtryk fra højre og venstre. Det er vildt spændende.

Jeg er på pædiatrisk skadestue i dag. Der er så mange mennesker i kø til konsultation, at jeg ikke helt ved, hvor jeg skal gøre af mig selv. 150 børn sidder med deres forældre og venter på svar, om de skal indlægges i en af de to ledige senge på stuen i dag. Selv om stuen kun har otte senge, er der også her fyldt med mennesker; pårørende.

Hver patient har én-tre pårørende omkring sig 24 timer i døgnet. Som pårørende har man ansvaret for al personlig pleje og omsorg, ikke fordi sygeplejersken mangler tid, men bare fordi at sådan er det. Jeg tror simpelthen ikke, at de kan lade være med at være der og drage omsorg for det syge familiemedlem. De sørger for toiletbesøg, mad, drikke og frisk luft. Det betyder, at sygeplejersken her har en mere instrumentel rolle, som bl.a. indebærer at give medicin og dokumentere. Fordelingen synes at fungere rigtig godt. Sygeplejersken har et skarpt overblik over alle patienter og deres medicin. Samtidig får patienten et stort frirum til ikke at skulle forholde sig til sin sygdom hele tiden, fordi der bliver mere hjemligt på stuen, når mor og far er der til at underholde og skabe tryghed hele tiden.

Oplevelsen får mig til at tænke over, hvordan vi i Danmark opfatter pårørende. Jeg har gennem min praktik på danske sygehuse oplevet, at plejepersonalet ofte ser pårørende som anmassende og bedrevidende – og så synes de altid at komme på de mest upraktiske tidspunkter. Der er tidsbegrænsning på, hvornår de må besøge patienten, og de bliver sjældent inddraget i plejen. Jeg har i mine tidligere praktikker ikke haft nogen særlig relation til de pårørende, fordi plejepersonalet ofte forlader stuen, når der er besøg. Men hvad ville der ske, hvis de pårørende blev inddraget mere i plejen som her i Vietnam? Ville man opleve en mere selvstændig og moderne patient, som sygeplejerske og ph.d. Mari Holen efterspørger i dagens Danmark? Måske.

Nu har jeg været på hospitalet i nogle uger, og mit syn på den pårørendes rolle har ændret sig meget. Jeg har oplevet, hvor vigtigt det er at inddrage patientens pårørende, både for patientens skyld og for den pårørendes skyld.

Så næste gang du rynker på næsen over en pårørende, der ankommer, netop som du skal til at udføre den daglige rutine med din patient, så forsøg at inddrage ham. Spørg, om personen vil hjælpe, spørg ind til hans erfaringer og rutiner, og husk, at man som pårørende til en patient fra tid til anden kan have brug for at blive lyttet til og holde pause fra sygdomssnak.