Sygeplejersken
Fuldt fortjent: Jeg elsker at få tingene til at gå op
Sygeplejerske Inge Erikson går op i, at hverdagen kører på skinner, hvad enten det er som leder eller hygiejnekoordinator.
Sygeplejersken 2017 nr. 9, s. 63
Af:
Emma Tram, journalist
”Der er ikke en dag, der er ens, og jeg har haft mange gode oplevelser. F.eks. var jeg med til den første organdonoroperation her på Bornholm og trillingefødsel ved kejsersnit meget tidligt om morgenen. Hvilket dengang selvfølgelig blev fejret ved, at én kørte til bageren og købte morgenbrød,” fortæller hun.
Operationsgangen kalder
Inge Erikson blev færdiguddannet i 1979, og efter et halvt år på røntgenafdelingen havnede hun på operationsgangen, hvor hun har været stort set lige siden – og også været leder.
”Jeg blev afdelingssygeplejerske, først for operationsgangen og senere også for anæstesien. Det blev for stor en mundfuld til sidst, så jeg blev i stedet leder i primærsektoren – men savnede hurtigt operationsafdelingen,” forklarer Inge Erikson.
Efter et par år som teamleder i hjemmeplejen fik Inge Erikson igen job på operationsafdelingen som basissygeplejerske. Her er hendes store passion at få hverdagen til at køre, og hun har bl.a. været med til at indføre elektronisk booking af patienter til operationer, bygge ny operationsgang og er nu hygiejnekoordinator.
Patientkontakten er vigtig
En af de største ændringer i Inge Eriksons arbejde gennem tiden har været udviklingen i den type operationer, afdelingen laver; fra engang altid at lave store åbne operationer til i dag, hvor de laver mange kikkertoperationer.
”Patienterne kommer hurtigere hjem, når vi laver kikkertoperationer, så vi får flere patienter igennem. Det er spændende at få den der kontakt til patienterne på den korte tid, vi har dem, og de er vågne,” siger hun.
Særligt hos de patienter, som ikke er i fuld narkose under operationen, betyder netop patientkontakten meget, fortæller Inge Erikson:
”Det er en helt anden kontakt, du har med patienterne, når de er vågne. På kort tid får du dem til at åbne sig – fra de kommer ind og er smadder nervøse, til at de pludselig fortæller hele deres livshistorie. Det er sjovt, når man kan få den tillid og åbenhed. Og patienterne er ofte utrolig taknemmelige bagefter.”