Patienten, jeg aldrig glemmer: Jeg følte en forbindelse, jeg ikke kunne kappe

Jeg var sygeplejerskeelev på neurokirurgisk afdeling på Bispebjerg i 1965. Det var en stærk oplevelse at være på en afdeling, hvor man så så mange grumme ting især med trafikskadede patienter. Alligevel er der én patient, der står særligt stærkt for mig.

Vi fik en melding om, at der kom en treårig pige ind, der var alvorligt kvæstet i et trafikuheld, hvor hendes far var blevet dræbt. Og når der kommer et barn i den alder, så ved man, at det ikke er sjovt.

Jeg har stadig et meget stærkt billede af en ilde tilredt treårig, der straks bliver kørt til operation, imens hendes mor ser efter hende. Og jeg glemmer aldrig billedet af den fortvivlede mor. Billedet af hende midt i sorgen og chokket over tabet af sin ægtefælle og angsten for, hvad der ville blive af hendes datter Mette, står stadig så skarpt, at jeg endda kan huske, at hun var iført en sort/hvid pepita-ternet spadseredragt. 

Mettes mor var en stærk, nordjysk kvinde, der samlede sig selv, imens datteren blev opereret for bl.a. et kraniebrud, som ingen vidste, om hun ville overleve. Hun spurgte, om hun måtte låne telefonen, så hun kunne ringe til sine svigerforældre og fortælle dem, hvad der er sket. 

”Der er en telefonboks nede i hallen, der kan du gå ned og ringe,” meddelte min overordnede hende. Det skuffede mig virkelig og lærte mig meget om etik og empati i vores arbejde med mennesker. Om, hvordan jeg gerne ville agere overfor patienter og pårørende. Dengang turde jeg ikke reagere, fordi jeg bare var elev, men jeg tænkte mit og lærte af det.

Efter ulykken lå Mette i koma i ugevis, og hendes mor besøgte hende trofast hver aften. Som elev havde jeg mange aftenvagter, så jeg havde tæt kontakt med Mette og hendes mor. Ingen vidste, hvordan Mette ville være, når eller hvis hun vågnede, men vi håbede alle sammen og var spændte. Og til sidst begyndte hun at vågne langsomt, og hun begyndte at tale lidt. Det var en stor lettelse. Mette ville gerne have risengrød, og det fik hun! 

Det viste sig, at Mettes intellekt var intakt, men fysisk var hun stadig i meget dårlig form efter adskillige brud på ben og arme, så hun blev overflyttet til genoptræning på Frederiksberg Hospital.

Og her ville historien nok have stoppet, hvis det var i dag, men dengang var grænserne ikke så skarpt optrukne mellem det professionelle og det personlige, og jeg kunne ikke lade være med at tage kontakt til Mettes mor og høre, hvordan det gik. Jeg kunne ikke slippe historien uden at kende slutningen. Det ville ikke have været comme il faut i dag, men dengang følte jeg en instinktiv forbindelse til de to mennesker, jeg ikke kunne kappe.

På trods af den voldsomme ulykke så fik Mette en ret normal tilværelse som barn, og vi fik alle tre et tæt venskab. Det er jeg stadig taknemmelig for.

(Mette er ikke patientens rigtige navn, red.)