Studerende i praksis: ...en grum skuffelse

I fire år har jeg på godt og ondt arbejdet i ældreplejen. I fire år har jeg gjort mig mange og forskellige erfaringer i både hjemmeplejen og på plejecenter. Det er noget af det mest berigende arbejde, jeg kan forestille mig. Jeg har lært af både mine borgere, mine kollegaer og senere hen mine vejledere. Så da jeg stolt startede på sygeplejerskeuddannelsen i vinteren 2015, var det med store forventninger til det kommende kliniske praktikforløb i hjemmeplejen. Da dagen endelig oprandt, og jeg spændt mødte op på mit kliniksted sammen med en medstuderende, var det derfor en grum skuffelse, at mine forventninger langtfra levede op til virkeligheden. Klinikstedet var simpelthen ikke rustet til at modtage studerende på daværende tidspunkt. 

Som person værdsætter jeg ærlighed, punktlighed og engagement. Desværre var det ikke nogle af de kvaliteter, jeg blev mødt med. Kort fortalt bød de seks uger på forhindring efter forhindring for både mig selv, men også for min medstuderende. Vi brugte det meste af tiden på at være frustrerede og kede af det. Og det er usandsynligt hårdt at være aktiv studerende, når man også skal tackle en masse trælse følelser, som faktisk gør det svært at møde op om morgenen. Hver dag gik jeg hjem med tanken ”De har selv været studerende. Hvorfor er der ingen, der har interesse i at lære fra sig?” 

Jeg ønsker ikke at pege fingre eller udstille nogen. Jeg ønsker at gøre andre studerende opmærksom på, at oplever man det, vi oplevede, skal man vide, at man ikke er alene, og man skal snakke med skole og vejleder om det. 

Jeg var heldig at have en fantastisk klinisk vejleder i ryggen, som talte min sag, og lærere og studievejledere på min skole, som lyttede og hjalp mig. De kliniske perioder i vores uddannelse svarer til godt 40 pct. af vores samlede studietid. Det er lang tid, og derfor skal forholdene også være i orden. 

Hele oplevelsen har i bund og grund lært mig, at jeg, når jeg om godt et års tid er færdiguddannet, vil glæde mig til at tage imod de studerende, der møder op på min fremtidige arbejdsplads. Har jeg mod på det, vil jeg rigtig gerne fungere som klinisk vejleder. Det er en uhyre vigtig position, og man har mulighed for at hjælpe med at skabe nye, fantastiske sygeplejersker, som bliver stolte af deres fag og deres uddannelsesvæsen. For nu ved jeg, hvor vigtigt det er at have en støtte, som tager den studerende under sine vinger, og jeg ved, hvor meget viden man suger til sig under de kliniske ophold. Jeg fortryder ikke opholdet nu. Det gjorde jeg, da jeg stod i det. Men nu har jeg valgt at bruge det til noget konstruktivt og desuden også handlet aktivt for, at det ikke kommer til at ske for de studerende, som måtte følge efter mig.