Tendentiøst: Tværprofessionel kampzone

Tværfaglig, flerfaglig, multidisciplinær og tværprofessionel. I det moderne sundhedsvæsen er det ikke nok at arbejde kerne- og monofagligt.

Cand.mag., ph.d. Sine Lehn-Christiansen fra Institut for Mennesker og Teknologi på RUC er en af dem, som har beskæftiget sig indgående med et af tidens modeord ”tværprofessionalitet” bl.a. i bogen ”Tværprofessionelt samarbejde i sundhedsfaglig praksis” og i projektet PÅ TVÆRS med sygeplejerskeuddannelsen på Rigshospitalet.

Ifølge Sine Lehn-Christiansen er det interessante ved begrebet ”tværprofessionel”, at det giver mulighed for at fokusere på, at vilkårene for samarbejde i sundhedsvæsenet har ændret sig og kræver noget mere af samarbejdet mellem de forskellige professioner.

”Sundhedsvæsenet er blevet meget mere specialiseret og fragmenteret, end det var for 10 år siden, og folk bliver ældre og lever længere med kroniske sygdomme, som kræver behandling på tværs af sektorer. Derfor skal der gøres noget mere og noget andet, for at forløb hænger sammen,” forklarer hun.

Borgeren skal være i centrum

Regeringen satte for alvor det tværprofessionelle samarbejde på den politiske dagsorden i 2013 ved at formulere et mål om, at ”alle borgere skal møde et sundhedsvæsen, der hænger sammen, og hvor sundhedspersonale på tværs af sektorer og faggrupper arbejder sammen om og sammen med borgeren”.

Idealet er bl.a. forsøgt ført ud i livet med den nye studieordning på sundhedsuddannelserne fra 2016, hvor der indgår et tværprofessionelt uddannelsesprogram, som skal give de studerende solid tværprofessionel indsigt.

Samarbejde mellem forskellige professioner lyder rigtigt og positivt, men ifølge Sine Lehn-Christiansen er det tværprofessionelle rum også en kampzone, hvor der er forhandling, hierarkier og magtrum på spil:

”Vi vil helst tale om, hvad der er bedst for forløbet og for patienten i centrum, men det her med hvad der er bedst for de professionelle, det kan vi ikke lide. Så aspektet om professionelle kampe kan godt være lidt sværere at forholde sig til og adressere eksplicit, selvom det foregår hele tiden.”

Årsagen til kampene er bl.a., at der er overlappende kompetencer mellem professionerne. 

”Selvfølgelig kan hver profession noget helt særligt, men grænserne for, hvad der tilhører den ene profession og den anden, flytter sig hele tiden – frem og tilbage. Der er rigtig meget forhandling om, hvem der skal gøre hvad. Både i dagligdagen, men også mellem interesseorganisationerne og i uddannelsessammenhæng,” siger Sine Lehn-Christiansen.

Derfor opfordrer hun til, at man som ansat i sundhedsvæsenet har et kritisk blik for, hvor langt ens eget ansvar går for at få samarbejdet til at lykkes:

”Meget handler om organisering, ledelse, økonomi og teknologi. Der er så mange ting, der spiller ind, som ikke lige er inden for den enkelte sygeplejerskes rækkevidde,” siger Sine Lehn-Christiansen.