Sygeplejersken
Læserbrev: Hvor er den kvantitative tilgangs plads i sygeplejen?
Sygeplejersker mangler erfaring med statistik og tal.
Sygeplejersken 2018 nr. 1, s. 18
Af:
Laura Linddahl Christensen, sygeplejerske, stud.cur.,
Rikke Veng, sygeplejerske, stud.cur.
Vores hverdag som sygeplejersker er i høj grad præget af medicinske teknologier og naturvidenskabelige tal, som uundgåeligt også vil fylde meget i fremtidig sygepleje i takt med den teknologiske udvikling. Dermed mener vi, at der er behov for, at vores færdigheder er tilsvarende udviklingen, hvilket vi mener kan opnås gennem uddannelse. Vi har selv som nyuddannede stået i situationer, hvor vores kendskab til f.eks. blodprøver og medicinregning var utilstrækkeligt, og vi forestiller os, at andre sygeplejersker har haft lignende oplevelser.
Indenfor forskning er vi efterhånden gode til at undersøge sygeplejersker og patienters oplevelser med en kvalitativ tilgang, og det skal vi blive ved med at være. I klinisk praksis er der dog også brug for sygeplejersker, som kan forstå og anskue kvantitative problemstillinger, da det kan understøtte vores daglige arbejde samt forbedre kvaliteten af patientforløb. Spørgeskemaer anvendes ofte af sygeplejersker og er et eksempel på, at det også er nødvendigt med kvantitative færdigheder. Derudover bliver der også skrevet mange kvantitative artikler, hvor der netop er brug for sygeplejersker, som kan forholde sig kritisk til de statistiske metoder for at kunne vurdere, om resultaterne kan implementeres i klinisk praksis. Derfor bør vi nu kæmpe for sygeplejens plads inden for kvantitativ forskning.
Vi vil appellere til, at vi som sygeplejersker også skal have mulighed for at udvikle vores kvantitative kompetencer bl.a. under sygeplejerskeuddannelsen, Kandidat i Sygepleje samt i klinisk praksis.