Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Læserbrev: Tilliden må genvindes

Sygeplejersken 2018 nr. 1, s. 18

Af:

Sissel Groth, sygeplejerske, stud.cur.,

Mette I. Vincentz Søgaard, sygeplejerske, stud.cur.

I efteråret 2017 blev det vedtaget, at produktivitetskravet på 2 pct. afskaffes i år 2018.

Det har givet fornyet håb om en bedre fremtid blandt landets sundhedsprofessionelle, men alligevel spores der skepsis.

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, hilser afskaffelsen af produktivitetskravet velkommen. Hun gør samtidig opmærksom på, at kampen for bedre forhold i sundhedsvæsenet langtfra er slut.

Flere sundhedsprofessionelle, heriblandt sygeplejersker, har indtil nu taget kampen op ved at fortælle om et sygt sundhedsvæsen. Virkelighedens negative skildring har været en nødvendighed og har haft en effekt på den politiske beslutning. Vi må derfor fortsætte kampen, men samtidig være opmærksomme på, at de negative skildringer risikerer at øge og fastholde befolkningens mistillid til sundhedsvæsenet.

En undersøgelse (foretaget af Trygfonden og Mandag Morgen) viser, at blot 42 pct. af befolkningen har tiltro til, at de vil få den rette behandling ved indlæggelse.

Derfor er det vigtigt, at vi tager ansvar for at ændre diskursen i sundhedsdebatten. Vi skal i højere grad argumentere for sygeplejens nødvendighed og italesætte "de gode historier", så befolkningen igen ser styrken og de bærende elementer i sundhedsvæsenet.

Den nye diskurs, med fagligheden i centrum, skal også være med til at påvirke udviklingen af den nye styringsmodel. Så vi får et sundhedsvæsen, hvor vi sygeplejersker får lov til at udføre et meningsfuldt arbejde, vi kan være stolte af.