Patienten, jeg aldrig glemmer: Han lignede én, der ikke kunne reddes

Da jeg så ham første gang, tænkte jeg, at ham kunne vi ikke redde. Han var skind og ben og lignede én, der kunne dø hvert øjeblik.

Han var 3-4 år gammel og stærkt underernæret. Familien havde bragt hans mor til vores sundhedscenter, som lå 20 kilometer væk, da hun var alvorligt syg. På sundhedscenteret havde lægen kastet ét blik på drengen og hurtigt vurderet, at han også havde brug for akut behandling. De var derfor begge blevet sendt videre til hospitalet. Både mor og barn havde tuberkulose og testede positiv for hiv. Det var hårde odds fra begyndelsen, men vi gik selvfølgelig straks i gang med behandlingen.

Drengen blev indlagt hos os på børneafdelingen, hvor vi gav ham terapeutisk mælk hver 3. time og Plumpy’Nut, som har et højt indhold af proteiner, energi og vitaminer. Over det næste stykke tid tog han ikke på i vægt, men jeg kunne alligevel se på ham, at han langsomt fik det bedre og fik mere ansigtsmimik.

Da han til sidst var blevet stabil nok, påbegyndte vi den medicinske behandling for HIV og tuberkulose – og så begyndte han lige så stille at tage på. Endelig! Jeg tror, hans krop havde været så hårdt presset, at al hans energi blev brugt på at bekæmpe sygdommen. Efter ca. halvanden måned blev han udskrevet og kom med sin mormor hjem, en stor og kærlig dame, som havde fulgt hans behandling tæt. Han var lille og tynd, men jeg var bare glad for, at han havde klaret sig igennem den første, svære tid med livet i behold.

I det halve år, jeg var udsendt, så jeg ham to gange mere, begge gange ved et tilfælde.

Jeg var normalt ikke tilknyttet skadestuen, men var nogle gange derovre for at se, hvor mange børn de havde indlagt, og om nogle af dem kunne overføres til børneafdelingen. Her mødte jeg ham igen. Hans mormor havde bragt ham ind, da han stadig ikke helt ville spise. Hun genkendte mig og vinkede mig over. Han var stadig tynd, men dog bedre, end da han først blev indlagt.

Sidste gang, jeg så ham, var kort før, jeg skulle rejse hjem. Da kom han igen forbi hospitalet med sin mormor, denne gang for at besøge sin mor, som stadig var indlagt. Og sikke en forandring! Nu var han blevet en glad og livlig lille dreng, med runde arme og buttede kinder. Det var skønt at se og virkelig en dejlig afslutning på min tid som sygeplejerske i Congo.

Jeg glemmer aldrig den lille dreng, fordi han lærte mig, at patienters fremgang ikke altid kan måles og vejes. Nogle gange må man bruge sit kliniske blik og stole på, at behandlingen virker, som den skal. Jeg lærte også, at man som sygeplejerske kan nå virkelig langt med få midler, om det så bare er mælk, mad og en dedikeret plejeindsats.

Jeg tænker stadig nogle gange på, hvordan han har det – og om han mon er vokset, siden jeg så ham sidst.