Dilemma: Rod, rummelighed og reel hjælp

I en aftenvagt bliver jeg ringet op af en borger, som har fået en plejeseng, som hun nu har fået gjort plads til.

Hun er en overvægtig kvinde med venøse bensår, og hun har behov for hjælp til sårbehandling og kompressionsbehandling. Hun bor alene og har et sparsomt netværk. Hendes hjem er et stort rod. Der er ting, affald og gammel mad overalt. Hjemmet har små stier rundt mellem rummene, som giver mulighed for at komme rundt. Så jeg ved, at det har været en kæmpe opgave for hende at rydde et værelse til sengen.

Da jeg kommer hjem til borgeren, sidder hun på en stol i køkkenet midt i dette virvar.

Det viser sig, at sengen ikke kan være i det rum, hun har tømt for ting. Jeg kan ikke yde behandlingen, fordi jeg er nødt til at være loyal overfor mine kollegaers beslutning om, at det ikke er muligt at yde sårpleje i hjemmet pga. hygiejne og arbejdsmiljø. Ikke uden det rette hjælpemiddel. Sengen. Som der ikke er plads til.

Borgeren er ikke selv i stand til at køre bil og har ingen, der kan køre hende de 15 km, der er ind til sygeplejeklinikken.

Det vil tage timer, måske endda dage, før hun har tømt endnu et rum, hvor sengen kan være.

Hun er ikke lige nu til fare for sig selv. Så jeg må køre derfra uden at have hjulpet hende. Jeg kører med en følelse af utilstrækkelighed og afmagt over kvindens situation. Sårene er forbundet, men kompressionsbehandlingen kan ikke iværksættes.

Som jeg ser det, så handler mit arbejde om tre ting. For det første om at komme til at forstå borgerne, men også at have forståelse for deres situation. Det andet handler om rummelighed, hvor jeg skal rumme at være tæt på et andet menneske både fysisk, psykisk og socialt. Den tredje ting er at kunne yde en reel hjælp til borgerne, som netop viser sig ved, at jeg som hjemmesygeplejerske gennem forståelse og rummelighed kan yde reel hjælp med borgernes sygdomssammenhænge og sundhedsudfordringer, så de får mulighed for at leve det gode liv, sådan som de ønsker det.

Situationen med kvinden og hendes seng var et dilemma, jeg ikke brød mig om at stå i. For det betød, at jeg kørte derfra uden at have givet hende reel hjælp på det, hun ønskede.