Sygeplejersken
Fuldt fortjent: Nogle patienter har jeg haft i over 30 år
Som nyuddannet sygeplejerske mødte Tove Eskildsen op på dialyseafsnittet med et ”Det prøver jeg”. Hun opdagede så mange facetter i specialet, at hun blev der i over 30 år.
Sygeplejersken 2018 nr. 10, s. 58
Af:
Ditte-Marie Runge, journalist
I sine optrædener som patient har Tove Eskildsen anvendt den viden og erfaring, hun har tilegnet sig som dialysesygeplejerske gennem mere end 30 år. Sidste år gik hun på efterløn. Inden hun gik, kårede Det Faglige Selskab for Nefrologiske Sygeplejersker hende som årets nefrologiske sygeplejerske.
"I stedet for at man læser i en bog om, hvordan patienter f.eks. har det med kostrestriktioner, så kan det være godt at høre om det på en anden måde," siger Tove Eskildsen. "Det sætter sig bedre fast i hukommelsen end en PowerPoint."
"Det prøver jeg"
Tove Eskildsen blev uddannet som sygeplejerske på sygeplejeskolen ved Aarhus Amtssygehus i 1979. I elevtiden fik hun lov til at snuse til mange forskellige specialer, men da hun var færdiguddannet, var drømmejobbet på medicinsk hjerteafdeling ikke ledigt.
Så Tove Eskildsen måtte begive sig op ad de store trapper på Aarhus Kommunehospital, op til forstanderinden, som sagde, at der manglede en sygeplejerske på dialyseafdelingen.
"Jeg besøgte afdelingen og så på maskinerne, der stod og kørte rundt. Jeg tænkte: "Det prøver jeg"," siger Tove Eskildsen.
Dialyseafsnittet viste sig at være det rette sted for Tove Eskildsen. Efter at have været på afsnittet i nogle år var hun i et år på urologisk afdeling. Og fra 1984 til 2017 var hun på Nefrologisk Afdeling, først på Aarhus Kommunehospital og senere på Skejby Sygehus, da afdelingen flyttede dertil.
Vi er alle forskellige
Der er mange aspekter, når patienter med nedsat nyrefunktion og nyresvigt skal plejes. Ifølge Tove Eskildsen handler det ikke bare om at trykke på nogle knapper på en dialysemaskine.
"Jeg kommer vidt omkring patienterne. Patienterne får ofte problemer med anæmi og træthed. Og så skal de kunne leve med at sidde i flere timer på hospitalet tre gange om ugen. Det går ud over deres psyke," siger Tove Eskildsen og fortsætter:
"Patienterne er forskellige. Nogle patienter kan have lyst til at snakke, andre ikke. Nogle patienter har jeg haft i over 30 år, og der kan jeg nærmest alle navnene på deres børnebørn. Jeg kan godt lide at komme tæt på patienterne, men man skal huske at holde en professionel distance."