Sygeplejersken
Jeg tvivler på, at patienterne foretrækker at have 4-5 mennesker liggende hen over sig
Et politisk mål om at halvere brugen af bæltefikseringer i psykiatrien har ifølge medarbejdere i Region Hovedstadens Psykiatri blot ført til langvarige fastholdelser. Uetisk og fagligt uforsvarligt, siger de ansatte. Dansk Sygeplejeråd kalder det omsorgssvigt.
Sygeplejersken 2018 nr. 10, s. 42-45
Af:
Anne Witthøfft, journalist
I mere end to timer var June Grummesgaard, som er sygeplejerske i Region Hovedstadens Psykiatri, med til at fastholde en kvinde, der tidligere havde været udsat for seksuelle overgreb.
"Det er en af de værste fastholdelser, jeg har været med til," fortæller hun.
"Det var meget grænseoverskridende og ubehageligt, bl.a. fordi der under fastholdelsen lå en stor mand hen over kvindens ben."
Som sygeplejerske i psykiatrien er June Grummesgaard en af de ansatte, der i praksis skal udføre den tvang, som lægen ordinerer.
Også når den, som i dette tilfælde, går imod hendes eget faglige skøn af, hvad der tjener patienten bedst.
Og så gjorde det bare ondt værre, at den langvarige fastholdelse alligevel endte med en bæltefiksering.
"Hvilket også endte med at blive rigtig klumret. For ud over mig, der senest havde lagt et bælte 14 år tidligere, var der ingen af de andre, der vidste, hvordan man lagde et bælte," siger June Grummesgaard og fortæller, at man ikke længere træner personalet i bæltefikseringer.
I 2014 indgik Danske Regioner og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse nemlig en aftale om at halvere anvendelsen af tvang i psykiatrien inden 2020. I aftalen var der også en specifik målsætning om at halvere antallet af indlagte, der blev bæltefikseret, samt halvere antallet af personer, der blev bæltefikseret i mere end 48 timer.
Men det store politiske fokus på at nedbringe antallet af bæltefikseringer har ikke mindsket den generelle brug af tvang. Den seneste monitorering af tvang i psykiatrien, som Sundhedsstyrelsen har udgivet, viser, at nedgangen i antallet af bæltefikseringer er blevet erstattet af andre tvangsformer. Bl.a. øget medicinbrug og flere fastholdelser.
Fælles bekymring
Den udvikling bekymrer medarbejderne i Region Hovedstadens Psykiatri så meget, at Hovedstadens Psykiatrifællesskab, som tæller Dansk Sygeplejeråds Kreds Hovedstaden, Overlægeforeningen, Foreningen Yngre Læger, Psykologforeningen, Ergoterapeutforeningen, HK, Socialpædagogerne og FOA, har sendt en fælles bekymringsmail til direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri.
I den mail og i en række artikler i Dagens Medicin beskriver bl.a. læger, hvordan de oplever, at ledelserne på de psykiatriske centre er så fokuserede på at leve op til de politisk vedtagne mål om at nedbringe især bæltefikseringerne, at de presser personalet til i stedet at fastholde patienterne i timevis.
F.eks. siger tillidsrepræsentant for Yngre Læger, Lasse Schmidt, til Dagens Medicin:
"Det, jeg hører de yngre læger fortælle, er, at de i stedet for at lægge patienten i bælte, sådan som de selv vurderer er det rigtige at gøre i situationen, får en instruks fra deres klinikchef om, at de i stedet skal give mere medicin og fastholde," siger han.
Kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd i Kreds Hovedstaden, Mette Sofie Haulrich, er medinitiativtager til Hovedstadens Psykiatrifællesskab.
Hun fortæller, at hun har fået henvendelser fra flere medlemmer, der også oplever problematikken.
Og det bekymrer hende, at der ingen retningslinjer er for, hvor længe en fastholdelse bør vare.
"Hvor det tidligere var "comme il faut", at en fastholdelse som udgangspunkt ikke varede mere end 20 minutter, så betyder manglen på retningslinjer sammen med det politiske fokus på bæltefikseringerne, at der er sket et skred i, hvor lang tid en fastholdelse kan strække sig over," siger hun.
Mette Sofie Haulrich fortæller, at hun alene inden for det seneste år har fået kendskab til tre fastholdelser af op til seks timers varighed, der har fundet sted på tre forskellige centre i Hovedstaden.
Samtidig med at antallet af bæltefikseringer på landsplan er faldet, er antallet af fastholdelser steget i en grad, så de stort set udligner nedgangen i brug af bælter.
Region Hovedstaden har dog haft mere succes med at nedbringe antallet af bæltefikseringer, uden at antallet af fastholdelser er steget tilsvarende. Men for personalet i hovedstadens psykiatri var virkeligheden dog stadig den, at de 353 flere gange blev sat til at fastholde et andet menneske i 2017, end de gjorde fem år tidligere.
Og det er en udvikling, der bekymrer både Sundhedsstyrelsen og det personale, der udfører tvangen.
For lige præcis fastholdelser – og især de langvarige af slagsen – opleves som meget grænseoverskridende for dem, der skal udføre tvangen ved at fastholde et andet menneske mod dets vilje.
Mangler evidens og retningslinjer
Manglen på retningslinjer og evidens for, at en langvarig fastholdelse er bedre end en bæltefiksering, er også noget af det, der giver frontpersonalet ondt i maven.
June Grummesgaard fortæller, at selv om oplevelsen med den seksuelt misbrugte kvinde ligger 2-3 år tilbage i tiden, så er det ikke mere end et par uger siden, at hun sidst var med til en længerevarende fastholdelse.
Og det er ubehageligt hver gang.
"Det at mærke på egen krop, hvordan et andet menneske er angst i kroppen og stritter imod og skriger om hjælp, mens man holder personens ben eller arm nede. Det er en stor udfordring – både personligt og fagligt," siger June Grummesgaard.
"Jeg kan jo ikke udtale mig om patientperspektivet, men jeg tvivler på, at patienterne synes, det er mere behageligt at have 4-5 mennesker liggende og stående hen over sig i flere timer, end det er at komme i bælte," siger hun.
Fastholdelser øger medicinforbrug
Et andet problem ved fastholdelserne er, at hospitalets andre afdelinger affolkes imens. Når alarmen lyder i f.eks. aftentimer og weekend, hvor man på en åben afdeling ofte kun er to personalemedlemmer i vagt, så efterlader det én professionel alene tilbage i afdelingen i op til flere timer. Det kan være flere timer i sammenhæng eller fordelt over en ottetimers vagt, fordi den samme patient af og til skal fastholdes flere gange.
Det fortæller Lene Malmstrøm, der også er sygeplejerske i Region Hovedstadens Psykiatri.
Siden hun for nogle år siden var involveret i et trafikuheld, har hun ikke kunnet deltage i alarmsituationer.
"Men jeg er så den, der er alene tilbage i afdelingen med 16 patienter, når min kollega løber til alarm. Og så ender jeg med at give ekstra p.n.-medicin til patienter med angst og med at måtte afvise andre patienter og pårørende, som har brug for en rolig samtale," siger hun.
"Og så ser jeg min kollega komme tilbage til afdelingen og være påvirket af den fastholdelse, hun eller han har deltaget i. De spørger ofte sig selv, om det var nødvendigt at overskride patientens grænser på den måde. Jeg synes, den gamle praksis med at fastholde en patient i maks. 10-20 minutter var langt mere værdig for både patient og personale."
Hverken Lene Malmstrøm eller June Grummesgaard er fortalere for bæltefiksering eller tvang i det hele taget.
Men som June Grummesgaard siger:
"Vi er jo de personaler, vi er. Vi må ikke skrue op for medicin. Og vi må ikke spænde fast. Men hvad gør vi så, når vi ikke er flere personaler, end vi er?" siger hun, der også oplever, at der går for lang tid, inden nyansatte kommer på kursus i fastholdelse og deeskalering.
Derfor er et af de initiativer, som hun er mest glad for på hendes arbejdsplads, den AVI (aftenvedligeholdelsesinstruktør), som er blevet sat på som ekstra ressource om aftenen.
En AVI er en ansat, der går rundt på afdelingerne og hjælper til, hvor der er mest behov for deeskalerende indsatser.
For få hænder skaber tvang
Og netop ressourcer – både i form af tilstrækkeligt mange ansatte og personale med den rigtige uddannelse – er stadig en udfordring i psykiatrien.
Det mener bl.a. Mette Sofie Haulrich, næstformand i Kreds Hovedstaden.
"Der skal simpelthen flere ressourcer til psykiatrien. Man kan se, at de steder, der har modtaget satspuljemidler, og hvor der er mere personale til stede, er de steder, der har held med at nedbringe tvang, men midlerne er kun midlertidige, så det kan være svært at fastholde resultaterne. Det er helt evident, at nedbringelse af tvang handler om forebyggelse. Om at kunne observere patienterne og indgå i dialog med dem om de "advarselsmarkører", som patienterne selv oplever forud for en forværring af deres tilstand. Det kræver, at der er personale med de rette kompetencer, som er fysisk til stede," siger hun.
"Hvis jeg skal sætte det på spidsen, så er det, fra politisk side, et omsorgssvigt overfor patienterne, at man ikke i Danmark prioriterer, at der er tilstrækkeligt personale til stede. Det er den prioritering, der gør, at man ender med, at patienter bliver udsat for tvang, hvor det kunne have været undgået."
Sygeplejersken har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden og formand for Regionernes Psykatri- og Socialudvalg.