Studerende i praksis: Vi løb alle sammen rundt som små, forvirrede hvide mus i vores kitler

Det sidste års tid har jeg brugt meget energi på at brokke mig. Mest af alt i mit eget hoved. Årsagen har været, at jeg nu er nået til en overgangsordning på min uddannelse. Bekymringerne har været store både for mig og mine medstuderende. Ville vi overhovedet blive lige så kompetente sygeplejersker som vores kollegaer, når vi alt i alt ender med at have mindre klinisk erfaring? Da vi så ovenikøbet fik at vide, at vi på 5. semester skulle ud i simulationstræning i stedet for normal praktik med kontakt til patienter, var vi temmelig tæt på at miste modet, men det skulle vise sig, at vores modløshed blev gjort til skamme.

På 5. semester er der fokus på sygepleje til akut kritisk syge patienter, og på simulationskurset fik vi lov til at prøve nogle akutte scenarier af, uden at det havde konsekvenser for rigtige patienter. Det var en intens, men samtidig tryg måde at blive oplært på. Vi blev introduceret til et fire ugers forløb, hvor vi i den grad blev presset ud af vores komfortzone. Første udfordring var at møde ind på det rigtige hospital på den rigtige dag, da vi havde undervisning på fem forskellige hospitaler. På de forskellige hospitaler blev vi inddelt i små grupper, hvor vi sammen skulle igennem forskellige scenarier, hvor patienterne hele tiden blev akut dårlige. Jeg husker specielt et af scenarierne, hvor patienten simulerede at være gået i lungeødem. Vi løb alle sammen rundt som små, forvirrede hvide mus i vores kitler og prøvede at finde ud af, hvad vi skulle stille op. Udenfor faldt sneen stille og hvid, men inde hos os piblede sveden frem, mens patienten blev dårligere og dårligere. Her blev ABCDE-principperne virkelig sat på prøve, og nye kommunikationsredskaber blev benyttet. Hvordan får man overtalt lægen til at komme og se til patienten, når man er overbevist om, at det er vigtigt? Det gør man ved at anvende ISBAR, som er et kommunikationsværktøj. Det endte heldigvis godt i denne simulerede situation, men hvor er jeg glad for, at jeg fik muligheden for at prøve at begå de fejl, der vil forekomme i en læringsproces, i et trygt forum, hvor patienten ikke døde, uanset hvor lang tid det tog os at finde frem til den nødvendige vanddrivende medicin.

Mistet klinik eller ej, så har jeg virkelig lært meget af at være i simulationsklinik og fået mere blod på tanden til at reagere i akutte situationer. Det kan jeg forhåbentlig bruge, når jeg nu efter sommerferien begynder i mit sidste kliniske ophold, inden jeg er rigtig sygeplejerske.

Til mine medstuderende: Tag godt imod simulationstræning, når det bliver jeres tur til at prøve det.