Sygeplejersken
Fuldt fortjent: "Vi har haft tid, hænder og nærvær
I april i år modtog Marianne Flotiin Dronningens Fortjenstmedalje, som hendes chef havde indstillet hende til. Hun har været ansat på samme afdeling i 39,5 år, og hun ville gøre det hele om igen, hvis hun fik chancen.
Sygeplejersken 2018 nr. 11, s. 65
Af:
Maria Klit, journalist
"Jeg ville aldrig være blevet på den afdeling, hvis det ikke var, fordi jeg havde nogle fantastiske kolleger. Mange af dem har jeg jo arbejdet sammen med i både 30 og 40 år. Det har været et dejligt arbejdsliv," fortæller Marianne Flotiin og understreger, at hun ville vælge sygeplejen igen, hvis hun fik chancen for at vælge om. Hun har nemlig aldrig været i tvivl om, at hun skulle være sygeplejerske.
"Det var bare det, jeg gerne ville. Der var så mange muligheder med sygeplejen, og man kunne blive så meget forskelligt. Man kunne også komme ud at rejse. Det blev ikke til så meget med det, men sådan er det jo nogle gange," griner Marianne Flotiin.
Tid, hænder og nærvær
I løbet af de mange år i faget har Marianne Flotiin på tæt hold oplevet, hvordan vilkårene for sygeplejen har ændret sig. For nylig oplevede hun det også på egen krop, da hun kortvarigt lå indlagt i Hillerød.
"Der kunne man godt mærke, at de havde travlt. Det var ikke spor morsomt, og jeg synes faktisk, det var lidt rystende. Stakkels mennesker. Jeg kan godt forstå, de havde løbesko på."
Af samme årsag er Marianne Flotiin glad for, at størstedelen af hendes arbejdsliv er foregået på en røntgenafdeling. Hun mener ikke, at man her har lidt under det samme pres, som sengeafdelingerne oplever i disse år.
"På vores afdeling har vi måske haft mere tid til at lytte til patienterne. Tid, hænder og nærvær. Det bliver der jo ikke mere af nu om dage, end der var før i tiden," konstaterer hun eftertænksomt.
Nye kræfter til
Marianne Flotiin går på efterløn den 1. september i år efter et langt og rigt arbejdsliv. Selvom hun har elsket hvert minut af sin tid på røntgenafdelingen på Nordsjællands Hospital, er hun klar, fortæller hun.
"Jeg kommer selvfølgelig til at savne mit arbejde og mine kolleger. Og patienterne, det er jeg sikker på. Men sådan er det. Der skal også nye kræfter til. Jeg skal ind til dronningen og takke for medaljen her i næste måned. Jeg synes, det er stort. Det er en stor cadeau," siger Marianne Flotiin.