Sygeplejersken
Læserbrev: Vi mister de erfarne sygeplejersker i frontlinjen
Hvis de erfarne i højere grad skal fastholdes og ikke uddanne sig væk fra frontlinjen, så skal det generelle læringsmiljø højnes, og der skal sættes skub i den faglige udvikling.
Sygeplejersken 2018 nr. 11, s. 21
Af:
Lene Breum, oversygeplejerske
At fastholde erfarne sygeplejersker i front er en kendt udfordring for hospitalsvæsenet. Jeg har som ledende oversygeplejerske brug for erfarne sygeplejersker i min afdeling, men netop den gruppe kan være svær at fastholde. Og det er en problemstilling, der gælder i hele landet, og det er en udvikling, der skal stoppes.
De seneste år er patientforløbene accelererede og blevet meget komplekse, og det er en umulig opgave, hvis vi ikke har det rette mix af erfarne og nye sygeplejersker. Vores sundhedsvæsen kan ganske enkelt ikke fungere uden de erfarne sygeplejersker.
Erfarne og specialiserede sygeplejersker flytter ofte væk fra det kliniknære, og det betyder, at der på nogle afdelinger er mange nyuddannede sygeplejersker, som ved ansættelse mødes af sygeplejersker, der enten også er nyuddannede eller har meget få års anciennitet.
De erfarne udtrættes af gentagne introduktions- og oplæringsforløb. De oplever en stagnerende udvikling for dem selv og for det faglige miljø. Der går "drift" og "overlevelse" i deres arbejdsliv, og hospitalet taber guld på gulvet.
Hvis de erfarne i højere grad skal fastholdes og ikke uddanne sig væk fra frontlinjen, så skal det generelle læringsmiljø højnes, og der skal sættes skub i den faglige udvikling.
På Nordsjællands Hospital har vi netop, i samarbejde med Københavns Professionshøjskole, Region Hovedstadens Center for HR og Dansk Sygeplejeråd, søsat et kompetenceudviklingsprojekt for erfarne sygeplejersker, så de styrkes i faget og får klare karriereveje – mens de bidrager med deres viden og erfaring helt ude ved patienterne.
Vores forventninger er, at vi kan give de erfarne sygeplejersker flere delegerede rettigheder, f.eks. i forbindelse med udskrivelse og afstemning af medicin. Vi skal give de erfarne sygeplejersker mere fri i deres praksisudfoldelse og udvikling.
Lene Breum er ledende oversygeplejerske på Kirurgisk Afdeling, Nordsjællands Hospital.