Studerende i praksis: "Min praksis i psykiatrien har lært mig allermest om mig selv"

For mange kan tanken om klinisk praksis i psykiatrien vække bekymringer og frygt for, hvilke oplevelser og situationer denne praksis vil føre med sig. De fleste vil da også opleve, at der ingen grund er til bekymringer og frygt. Min praksis i psykiatrien har lært mig allermest om mig selv, hvad det vil sige at være bevidst om egne grænser og at agere ud fra dem. I psykiatrien er der mange ting, der er markant anderledes end i den somatiske sygepleje. Kommunikation er en stor del af behandlingen i psykiatrien, og jeg vil fortælle om en situation, hvor jeg som sygeplejestuderende over for en patient måtte sætte min grænse for, hvordan jeg mener, man taler til hinanden.

Jeg var kontaktperson for en psykiatrisk patient, som jeg efterhånden kendte ret godt. Jeg havde indgået en aftale med patienten om at være behjælpelig med morgenvækning som et led i hans handleplan, hvis det ikke skulle lykkes for ham selv at komme op om morgenen. Patienten var kendt for at kunne blive verbalt meget hård i tonen og komme med udtalelser, der kunne virke truende. Ved vækningen vil patienten ikke stå op og bliver vredladen og irriteret over, at jeg kommer og forsøger at vække ham på venlig og rolig vis, netop sådan som aftalen er indgået med patientens eget samtykke og efter hans ønske. Han begynder at gøre nar ad mig og siger "fatter du ikk’, at jeg bare vil sove!?"

Jeg ville og skulle ikke starte en diskussion med ham, men huskede på, at han var en person, der faktisk havde brug for at få konkrete kommunikative anvisninger og afgrænsninger for acceptabel adfærd. Nu handlede denne situation for mig om at komme ud af den med min egen integritet og ære i god behold – både som person og som fagperson. Jeg ændrede mit stemmeleje og blev mere tydelig og bestemt i mit sprog. Jeg forklarede ham, at jeg selvfølgelig ikke kunne bestemme, hvad han skulle, men mindede ham konkret om, hvordan han selv havde indgået aftalen med personalet, fordi han snart skulle i erhvervsafprøvning og derfor ønskede at øve sig. Desuden påpegede jeg bestemt, at han på ingen måde behøvede at tale sådan til mig, da jeg skulle mene, at jeg talte ordentligt til ham. Herefter ændrede hele situationen sig: han stod op, mukkede lidt, men sagde alligevel "nåårh, ja okay."

I min refleksion med min vejleder kom vi ind på vigtigheden af at kende egne grænser og turde sætte dem, selvfølgelig med den detalje, at man overvejer, hvordan man gør det, og hvordan jeg i situationen anvendte min teoretiske viden om afgrænsende og vejledende kommunikation. Det var grænseoverskridende, men nødvendigt, for det gav en bedre relation til patienten, nu hvor han kendte min grænse.

Line Knattrup Boock er 5. semesterstuderende på VIA UC Viborg.