Dilemma: En bøn om hjælp

Fru Madsen er tæt på at fylde et århundrede. Hun er alvorligt hjertesyg, og derudover har hun grå og grøn stær, høreapparat, går med ble og er gangbesværet. Det er hendes mand, der skal hjælpe med alt. Og det gør han også. Familien har forsøgt at få hjælp, men det er ikke lykkedes, de har opgivet og valgt at holde ud. Fru Madsen vil nu heller ikke have, at nogen andre hjælper hende eller er i huset.

Det fortæller manden en eftermiddag, hvor konen har tid på ambulatoriet, da hun skal have tjekket sin vanddrivende medicin. Den første og eneste gang. Da hun fremadrettet skal følges på et andet hospital. "Hun råber også, hvis hun vil have min hjælp. Hun vågner om natten og tror, det er morgen. Så skal jeg stå op for at hjælpe hende i tøjet og på toilettet," siger manden til mig. Det eneste, Fru Madsens mand derfor ønsker sig, er noget sovemedicin, så konen kan sove. Og manden med. Det er tydeligt at se, at det er hårdt for ham at passe sin gamle, demente kone.

Der sad jeg med al den information, som jeg egentlig ikke skulle tage stilling til, da jeg allerede havde vurderet, at Fru Madsen skulle blive ved med at tage sin medicin. På væggen hænger en plakat med teksten "Hvad er vigtigt for dig?" Det fik mig til at tænke på, hvordan man giver den bedste behandling, når det eneste, manden vil, ikke er det, som jeg kan tilbyde eller hjælpe med?

Jeg ender med at kontakte afdelingens læge, og sammen kontakter vi familiens egen læge med henblik på at få ordineret sovemedicin. Derudover foreslår jeg Fru Madsens mand, at egen læge og en sygeplejerske skal komme på besøg i hjemmet, så familien i egne omgivelser kan høre om mulighederne og tage stilling til, hvad der vil være den bedste løsning for dem. Jeg retter, efter aftale med manden, henvendelse til en demenskoordinator, der vil kontakte familien og drøfte aflastning m.m.

Ja, det tager ekstra tid end den planlagte tid for konsultationen. Og det rejser spørgsmålet, hvad er det bedste besøg og forløb? Og hvad er det bedste, vi kan gøre for den her familie? Hele situationen sætter opmærksomhed på dilemmaet om hensynet til systemet kontra hensynet til familien Madsen. En konflikt, der rejser mange spørgsmål i mig. For hvad hvis jeg kun gjorde, hvad der var forventet af mig. Er det så det gode patientforløb, når det ikke er hvad som helst, man kan eller bør hjælpe med?

Svar fra Sygeplejeetisk Råd:

Sygeplejersken oplever et dilemma i forhold til det formål, der oprindeligt var med Fru Madsens besøg i kardiologisk ambulatorium, og den pårørende Hr. Madsens dagsorden.

At være pårørende til et menneske med demens påvirker livet og hverdagen markant, og sygeplejersken ser tydeligt, at det er hårdt for Hr. Madsen at passe sin demente kone. I denne konkrete situation sanser sygeplejersken, at både Hr. og Fru Madsen har brug for omsorg. Det er et grundlæggende sygeplejeetisk princip at udvise omsorg for det sårbare liv, så den enkelte patient sikres beskyttelse og omsorg. Når sygeplejersken hører Hr. Madsens bøn om hjælp og prioriterer at handle på denne, vedkender hun sig sit faglige ansvar og udviser en omsorg for ægteparret.

Det er vigtigt, at der tages hensyn til både Hr. og Fru Madsens integritet. Hvilke værdier har de i deres familie, hvilke ønsker, tanker og håb har de i forhold til det liv, de lever, og i forhold til den sidste tid, der kan være nært forestående, da Fru Madsen er alvorligt hjertesyg og dement.

Man kan desuden overveje, hvordan Fru Madsens selvbestemmelsesret tilgodeses. Selvbestemmelsesretten skal respekteres, så længe Fru Madsen er i stand til at varetage denne. Er hun ikke i stand til dette, skal hun beskyttes, så hun kan leve et værdigt liv som dement.

Sygeplejersken anvender sit faglige skøn og udviser mod og omtanke ved at kontakte relevante tværsektorielle samarbejdspartnere, og med dette udviser hun omhu for det sårbare liv og respekt for selvbestemmelsen.

Svaret er udarbejdet af Kirstine Rosendal og  Hanne Reinhold Juul

Medlemmer af Sygeplejeetisk Råd.