Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hørt: Fyringerne kom fuldstændig bag på os

To fyrede direktører og en provokerende udtalelse fra manden bag fik sygeplejerske Helle Susanne Laursen fra Hospitalsenheden Midt, Viborg, til tasterne. Hun problematiserede forløbet og krævede en forklaring.

Sygeplejersken 2018 nr. 12, s. 16

Af:

Kristine Jul Andersen, journalist

ikon-hoertChokket over fyringen af hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen og sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen på Hospitalsenheden Midt var stort nok i sig selv. Men måden, det skete på, blev for meget for sygeplejerske og tillidsrepræsentant på samme hospital, Helle Susanne Laursen.

Hun og kollegerne fik 10. september lidt før klokken ni beskeden på intranettet med 4-5 linjers begrundelse. Om aftenen ser hun regionsdirektøren Jacob Steensgaard Madsen i TV Midt Vest, der kommenterer fyringerne og siger, "at det er som med trænerne for et fodboldhold; man har tillid til trænerne, indtil man ikke har det længere".

"Jeg blev virkelig påvirket af den tilgang, som 4200 aktive medspillere på hospitalet skulle have den information på. Normalt, når man fyrer en træner, er det fordi, træneren ikke har leveret – og det har de to direktører, der blev fyret. Det giver ingen mening, og fyringen kom fuldstændig bag på os alle," siger Helle Susanne Laursen.

Helle Susanne Laursen
Ni dage efter Helle Susanne Laursens læserbrev modtog hun et personligt svar fra regionsrådsformand Anders Kühnau (S), der anerkendte hendes kritik.
Foto: Lars Horn
Indtil fyringerne havde hun oplevet en hospitalsledelse, der viste vej, lyttede til og gjorde opmærksom på de sundhedsfaglige konsekvenser, beslutninger kan have. Også i forbindelse med "Regionsrådsformandens forslag til politiske prioriteringer og besparelser i budget 2019 og budget 2020".

Frustrationerne fik hende til tasterne. Hun gjorde det klart, at udtalelsen fra Jacob Steensgaard Madsen ikke var "fair play" ud fra Region Midtjyllands værdier om dialog, dygtighed og dristighed. Brevet blev først sendt til politikerne i regionen og derefter bragt i Viborg Stifts Folkeblad 18. september.

"Ingen ledere på Hospitalsenhed Midt har i denne uge udtalt sig. Dristigheden er efter den "voldsomme tackling" 10. september blevet til larmende tavshed fra alle ledelseslag og "nøglespillere" efter den seneste uges begivenheder. For man ser jo, at man risikerer "rødt kort" fra "dommerne" og "er ude af kampen", hvis man udtaler sig. Ja, jeg er nødt til at spørge, hvad er status for demokratiet og ytringsfriheden i regionen?", skriver Helle Susanne Laursen i læserbrevet.

Samme aften, som læserbrevet blev bragt, meddelte forretningsudvalget i Region Midtjylland, at regionsdirektør Jacob Steensgaard Madsen var blevet fyret. Ni dage senere fik Helle Susanne Laursen svar på nogle af sine spørgsmål.

"Jeg har modtaget et personligt svar fra regionsrådsformand Anders Kühnau (S), hvor han anerkender, at alle medarbejdere i Region Midtjylland har ytringsfrihed. Han er enig i, at der skal være en tydelig strategisk retning. Og at de bærende værdier bør være dialog, dygtighed og dristighed," fortæller Helle Susanne Laursen og tilføjer:

"Jeg har stor respekt for hans svar, som jeg synes viser, at det, vi siger, bliver taget alvorligt."