Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kandidaterne præsenterer sig selv

Næstformandsvalg 2018. Fem kandidater stiller op til valget af to næstformænd i Dansk Sygeplejeråd. Valget foregår i dagene fra den 25. oktober til den 8. november. På de følgende sider kan du læse en reportage fra et møde, hvor kandidaterne mødte medlemmerne, hvordan du deltager i afstemningen, samt hvad hver af kandidaterne svarer på fire spørgsmål.

Sygeplejersken 2018 nr. 12, s. 64-73

Af:

Maria Klit, journalist

2018-12-nfvalg-kandidater

Annette Schjermer Voss MøllerAnnette Schjermer Voss Møller 

Balance mellem arbejds- og privatliv

 

Hvad er dine mærkesager?
Arbejdsmiljø
Øverst på listen er helt klart at arbejde for vores arbejdsmiljø, så alle kan få et godt arbejdsliv som sygeplejerske, hvor den enkelte sygeplejerske trives, hvor der er mulighed for at yde sygepleje med høj faglig kvalitet og dermed faglig stolthed.

  • Arbejdspladser, hvor der er arbejdsglæde og trivsel. At den enkelte har mulighed for faglig udvikling, efter- og/eller videreuddannelse. 
  • Der skal være balance mellem arbejds- og privatliv.
  • Arbejdsgiverne skal stilles til ansvar, når de organisatoriske rammer ikke er i orden. Det skal ikke ramme den enkelte sygeplejerske individuelt.
  • Vi er hinandens arbejdsmiljø.

Fag, faglighed og uddannelse
Vi skal fortsat sikre kvalitet i vores fag, faglighed og uddannelse. Det hænger meget sammen med, hvordan arbejdsvilkår og miljøet er på de forskellige arbejdspladser. Godt arbejdsmiljø sikrer gode uddannelsesmuligheder og kvalitet i arbejdet.
Dansk Sygeplejeråd står stærkt, når sygeplejersker sammen søger indflydelse og er med til at værne om samt udvikle faget. Etablering af flere tværfaglige netværk giver professionen endnu større mulighed for stærke fællesskaber og sammenhængskraft.
 
Løn og pension
Vi skal sikre, at vores løn og pension følger udviklingen i samfundet og matcher den værdi, vi som sygeplejersker har for samfundet. Vi skal ikke halte bagefter. Fokus på lokal løndannelse og sikre, at der er lønmidler at forhandle om – også til basissygeplejersker. Det vil have positiv effekt i forhold til fastholdelse og rekruttering. 

Anettes blå bog

•    Sygeplejerske med specialefunktion og tillidsrepræsentant
•    Kredsbestyrelsesmedlem i Kreds Sjælland

Jeg er 49 år og gift med Morten, som jeg har to voksne døtre med, Cathrine og Line, samt to børnebørn på hhv. 2½ år og 1 måned. Holder af at køre motorcykel og har  haft flere ture rundt i USA

Sundhedsfaglig uddannelse
•    Sygeplejerske, Sygeplejeskolen i Slagelse, januar 2008
•    Masteruddannelse i Hospitalsmanagement, SDU Odense, 2014-16

Sygeplejerskeerfaring
•    Nefrologisk og endokrinologisk, 2008-10
•    Intensiv, 2010-11
•    Gastrokirurgisk, 2011 – nu
•    Kirurgisk/gynækologisk, 2014 – nu (fusion af to afdelinger)

Tillidsposter
•    Kredsbestyrelsesmedlem Kreds Sjælland, 2015 – nu
•    Tillidsrepræsentant, kirurgiske/gynækologiske sygeplejersker, Holbæk Sygehus, 2012 – nu
•    Fællestillidsrepræsentant, sygeplejersker, Holbæk Sygehus, 2015-18

Erhvervserfaring i øvrigt
•    Uddannet kontorassistent, Politikontoret Holbæk, 1987-89
•    Kontor- og regnskabsassistent, 1993-2004

Frivilligt arbejde
Jeg har altid engageret mig i mine omgivelser. I mine børns daginstitutioner, skoler, sport m.m. Haft flere 
bestyrelsesposter ved egne sportsgrene, kasserer i håndboldklub og senest kasserer/formand for tennisklub i 12 år, 2002-14.

Ligeløn
Der SKAL ske en udligning mellem mande- og kvindefag med samme uddannelsesniveau. Den ulighed skal vi have politikerne på Christiansborg til at gøre noget ved!

Hvordan ser fremtidens sygepleje ud?
I takt med at den demografiske udvikling viser, at der bliver flere og flere ældre, vil behovet for sygepleje stige. Allerede i dag tales der om, at der er behov for kompleks sygepleje til f.eks. den ældre medicinske patient, som har flere konkurrerende lidelser. Så der vil fortsat være behov for en høj grad af grundlæggende basal sygepleje ud fra patientens/borgerens individuelle behov og ønsker samt inddragelse af pårørende.

Patienter bliver i dag udskrevet fra sygehusene, inden de er helt raske. Det medfører større pres på hjemmeplejen/sygeplejen, plejecentre m.m., som skal overtage flere opgaver, og det vil nok ikke blive mindre i fremtiden. Faglig udvikling blandt sygeplejersker ansat uden for sygehuset vil blive nødvendigt. Der vil være et stort behov for koordinering tværsektorielt for at sikre mest mulig sammenhæng i patientens/borgerens forløb.

Hvordan ser du sygeplejerskerne i fremtidens sundhedsvæsen? 
Der er allerede nu gang i mange spændende og udviklende tiltag, hvor sygeplejerskerne får en afgørende rolle for koordinering af bl.a. patienternes/borgernes liv og vej gennem systemet, når de rammes af sygdom. Her kan nævnes APN, brobyggersygeplejerske, socialsygeplejersker, kommunal specialsygeplejerskeuddannelse m.m. Der ansættes generelt flere sygeplejersker i sundhedsklinikker, lægehuse m.m., så de vil være mere at se i undervisende, forebyggende, udviklende og formidlende funktioner.

Basissygeplejerskerne er en grundsten i hverdagen på arbejdspladsen. De knokler for at yde den bedst mulige pleje og behandling til Hr. og Fru Jensen, når de har brug for hjælp til at mestre eget liv og helbred. Basissygeplejersker udfører grundlæggende basal sygepleje, der har stor betydning for de sygeplejersker, som ønsker at udvikle, forske og uddanne. Dem skal vi anerkende, og vi skal holde fast i vores faglighed, den grundlæggende basale sygepleje, med stolthed. Ingen sygeplejersker kan undværes!

Hvorfor er det vigtigt, at Dansk Sygeplejeråds medlemmer deltager i valget af de to næstformænd?
Dansk Sygeplejeråd er til for medlemmerne og en demokratisk organisation. Derfor har det stor betydning, at medlemmerne deltager i valget. Det er medlemmerne, som sætter retning for Dansk Sygeplejeråds arbejde. Jeg håber på STOR valgdeltagelse.


Anni PilgaardAnni Pilgaard

Én gang sygeplejerske – altid sygeplejerske

 

Hvad er dine mærkesager?
Opgaver og ressourcer skal stå mål med hinanden 
Arbejdstilsynet har givet mange påbud, sygeplejerskerne befinder sig i et alt for presset arbejdsmiljø, og flere oplever en forringet patientsikkerhed.

DSR arbejder målrettet på at forbedre arbejdsmiljøet, og i fællesskab kan vi blive endnu bedre til at sikre sygeplejerskerne. 

Som næstformand vil jeg kæmpe for, at sygeplejerskerne har et sundt arbejdsmiljø, hvor der er tid til at yde pleje og omsorg af høj kvalitet og til at udføre et fagligt arbejde på en kompetent og værdig måde. Derfor skal opgaver og ressourcer stå mål med hinanden!

I alliance med andre organisationer vil jeg vedvarende påpege vigtigheden af, at sundhedsvæsenet bliver prioriteret, så vi sammen kan opnå politiske og økonomiske resultater til gavn for alle.

Høj faglighed og gode studieforhold
De studerende oplever et uddannelsessystem under stort pres både på professionshøjskolen og i klinikken. Underviserne er presset af besparelser, og der mangler kliniske vejledere i klinikken, hvor der er mangel på sygeplejersker, et voldsomt arbejdspres og nedskæringer.
I en stærk alliance lykkedes det at afskaffe 2 pct.'s produktivitetskravet på sygehusene – nu skal vi have stoppet 2 pct.'s omprioriteringsbidraget på uddannelsesområdet!

Som næstformand vil jeg arbejde for, at sygeplejestuderende sikres faglige kompetencer og lærerige studieforhold. Det skal prioriteres, at underviserne på professionshøjskolerne får gode udviklingsmuligheder og et sundt arbejdsmiljø. De studerende skal prioriteres, for de er vores kommende sygeplejersker. Investering i uddannelse sikrer høj kvalitet, danner grobund for et værdifuldt Danmark og et stærkt velfærdssamfund.

Stærke relationer giver et stærkt fællesskab
Omorganiseringer i sundhedsvæsenet sker med stadigt større hastighed. Vores TR, FTR og AMIR oplever gentagne gange, at deres mulighed for indflydelse forringes. 

Som næstformand vil jeg arbejde for, at det skal være attraktivt at være organisationsvalgt i DSR. Vi skal sikre gode uddannelsesmuligheder til at matche udfordringerne og aktiv deltagelse i beslutningsprocesser. 

Annis blå bog

Én gang sygeplejerske – altid sygeplejerske
Sådan har jeg det i mit hjerte. 

Jeg er uddannet fra Silkeborg Sygeplejeskole, har arbejdet på Ebeltoft Sygehus og Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Jeg har været på medicinske og kirurgiske afdelinger, været aftenvagt, og så er jeg anæstesisygeplejerske. Jeg har taget flere NLP-uddannelser og en Master of Public Management fra Syddansk Universitet i Odense.

Jeg har været 1.-næstformand siden 2010.

For mig er sammenhængskraften i Dansk Sygeplejeråd vigtig, og jeg vil arbejde for at styrke relationer og et stærkt fællesskab, for kun herved er vi i stand til at gøre en reel forskel, der skaber værdi for medlemmerne.

Jeg har energien, lysten og evnerne til fortsat at kæmpe for sygeplejerskerne og sygeplejen. Som næstformand i Dansk Sygeplejeråd vil jeg arbejde for de faglige værdier, og for at sygeplejerskerne bliver værdsat både politisk og økonomisk. Jeg vil varetage opgaven med stor respekt og ydmyghed og arbejde ud fra mine kerneværdier: troværdighed, vedholdenhed og engagement.

DSR er sygeplejerskernes fagforening, og jeg ved, vi kan blive endnu bedre – og det sker kun, når vi har medlemmernes opbakning.

Derfor håber jeg på din opbakning til næstformandsvalget.

Hver for sig kan vi meget, men sammen kan vi meget mere.

Jeg vil arbejde med de politiske pejlemærker, der skaber rammen for større indflydelse til medlemmerne, handlekraftige fællesskaber og sammenhæng, så vi kan få et aktivt og levende medlemsdemokrati. I fællesskab skal vi blive endnu bedre til at møde sygeplejerskerne og tage udgangspunkt i konkrete oplevelser i hverdagen, hvad enten det er som sygeplejerske i klinikken, specialuddannet, underviser, forsker eller sygeplejefaglig leder. 

Hvordan ser fremtidens sygepleje ud? 
Kompleksiteten er vokset, og det er en udvikling, som vil fortsætte.

Derfor vil sygeplejersker indtage en helt central placering. Vi vil være i den direkte patient- og borgerpleje, på koordinerende positioner, i udviklende og i ledende positioner.

Som næstformand vil jeg arbejde for, at der sker en kontinuerlig kompetenceudvikling af sygeplejersker. Derfor skal der afsættes de nødvendige økonomiske midler til grunduddannelse, efter- og videreuddannelse, specialuddannelse samt til forskning. 

Hvordan ser du sygeplejerskerne i fremtidens sundhedsvæsen? 
I fremtidens sundhedsvæsen vil opgaverne være placeret anderledes. 

I dag oplever vi ufleksible arbejdsgange, hvilket giver en uhensigtsmæssig anvendelse af sygeplejerskens arbejde.
Som næstformand vil jeg arbejde for, at lovgivningen matcher sygeplejerskernes opgaver og kompetencer. Det betyder, at sygeplejerskerne skal have et selvstændigt virksomhedsområde.
Det vil give et langt bedre borger- og patientforløb for alle, samtidig med at patientsikkerheden fastholdes. For at sikre denne udvikling mener jeg, at det er nødvendigt, at sygeplejersker ledes af veluddannede sygeplejersker på alle niveauer.

Hvorfor er det vigtigt, at DSR’s medlemmer deltager i valget?
Min grundholdning er, hvis du ikke stemmer, så er der andre som bestemmer for dig. 

Jeg går ind for et direkte medlemsdemokrati, fordi det giver medlemmerne en aktiv medbestemmelse i, hvilken retning DSR skal bevæge sig i. Og derfor er det rigtig vigtigt, at sygeplejerskerne stemmer, for sammen kan vi meget mere!

 

Dorthe Boe DanbjørgDorthe Boe Danbjørg

Lønnen skal afspejle uddannelsesniveau og ansvar

 

Hvad er dine mærkesager? 
Lønnen skal afspejle sygeplejerskers uddannelsesniveau og vores store ansvar. Vi får væsentligt mindre i løn end andre sammenlignelige grupper, og sådan har det været i mere end 40 år. Det er skammeligt, at forældede kønsroller definerer vores løn. 

Normeringerne skal være bedre, og vi skal have bedre tilrettelæggelse af vores arbejdstid. Der er for få sygeplejersker til for mange patienter, og det er bogstaveligt talt et spørgsmål om liv og død. Samtidig betyder for få sygeplejersker et stærkt forringet arbejdsmiljø, som går ud over vores helbred. 

Uddannelse af sygeplejersker skal foregå sådan, at de studerende har gode læringsbetingelser. Både i den teoretiske undervisning på uddannelsesstedet og i deres praktikforløb i klinikken. Vi skal også sikres bedre muligheder for at efter- og videreuddanne os, også på forskerniveau. Opgaver som innovation, ledelse, undervisning og ikke mindst nye komplicerede pleje- og behandlingsopgaver betyder, at vi skal tilegne os nye kompetencer i et sundhedsvæsen i konstant udvikling. 

Kun sammen kan vi skabe en stærk fagbevægelse. Det brænder jeg for, og det er måske det vigtigste. Med mere end 70.000 medlemmer kan vi virkelig rykke noget, men det kræver, at vi formår at engagere sygeplejersker. Det skal vi gøre gennem handlekraftige fællesskaber med fagligheden i fokus, så vi kan få et stærkt og synligt fag, der gennem evidensbaserede argumenter kan vinde de politiske kampe om bedre vilkår og løn. 

Dorthes blå bog

Den røde tråd gennem mine 18 år som sygeplejerske har været at udvikle sundhedsvæsenet til gavn for patienterne, kæmpe for bedre vilkår for sygeplejersker og arbejde for bedre uddannelse. 

Jeg har bred klinisk erfaring, forskeruddannelse og flere års erfaring med ledelse af en politisk interesseorganisation, forhandlinger, kampagner og direkte kontakt til ministre og politiske beslutningstagere. 

Jeg arbejder aktuelt som sygeplejeforsker på Hæmatologisk afdeling, OUH, og er uddannelsesleder på kandidatuddannelsen i Klinisk Sygepleje, SDU.

Klinisk erfaring 
•    Sygeplejerske på børneonkologisk afdeling, Rigshospitalet 2000-07
•    Sygeplejerske i Nyborg Kommune 2007-09
•    Uddannelses- og udviklingssygeplejerske på Obstetrisk-gynækologisk og Øre-næse-hals-afdelingen, Svendborg Sygehus 2010-12.

Uddannelse 
•    Sygeplejerske 2000
•    Cand.cur. 2007
•    Ph.d. i sundhedsvidenskab 2015.

Tillidshverv
•    Tillidsrepræsentant på børneonkologisk afdeling, 
Rigshospitalet, 2001-04
•    Kredsbestyrelsesmedlem, Hovedstadens Amtskreds, 2003-07, og kredsbestyrelsesmedlem, Kreds Syddanmark, 2017
•    Formand for forældreforeningen FOLA, 2012-16.
•    Stifter af og formand for forældreforening i Nyborg Børneparkering Nej Tak 2010-13.

Hvordan ser fremtidens sygepleje ud? 
Dansk Sygeplejeråd skal sætte retning for fremtidens sygepleje. Der er meget på spil i de her år, hvor der konstant er forandringer i sundhedsvæsenet. Det kan synes, som om hele sundhedsvæsenet er under ombygning med kommende reformer, nye supersygehuse, (endnu) kortere indlæggelsestider, mere ambulant behandling osv. Mange af forandringerne kan synes i modstrid med sygeplejefagets kerneværdier, og derfor skal vi være med til at sætte retning. 

Uddannelse og forskning er grundlaget for fremtidens sygepleje. Vi skal have en uddannelse, der sikrer veluddannede sygeplejersker med en høj grad af faglighed, som er baseret på teoretiske og kliniske kundskaber, herunder klinisk lederskab og beslutningstagen.

Fremtidens sygepleje er professionel sygepleje. Der vil være en høj grad af specialisering, men samtidig skal fremtidens sygepleje bygge på fagets kerneværdier om omsorg. 

Hvordan ser du sygeplejerskerne i fremtidens sundhedsvæsen? 
Sygeplejersken har allerede nu en central rolle i sundhedsvæsenet, både i forhold til pleje og behandling. Jeg forudser, at vores rolle bliver endnu mere central i forhold til at sikre sammenhæng i de stadigt mere komplekse patientforløb, som vi vil se i takt med, at flere patienter skal modtage pleje og behandling i det nære sundhedsvæsen. Det kræver nye kompetencer, og derfor skal fremtidens sygepleje udøves af sygeplejersker med en stærk klinisk profil kombineret med kompetencer som udvikling, forskning, ledelse eller innovation. 

Allerede nu er vi ved at forberede sygeplejerskerne på fremtiden. Nye uddannelser skyder op, f.eks. specialuddannelsen i borgernær sygepleje og APN – de såkaldte avancerede kliniske sygeplejersker. Sygeplejersker bliver uddannet på specialist- og kandidatniveau, så de kan varetage højt specialiserede pleje- og behandlingsopgaver, og de har akademiske kompetencer til at analysere kliniske problemstillinger og identificere og foreslå løsninger. 
Hvis vi bruger vores centrale position strategisk, kan vi få indflydelse på udviklingen, så fremtidens sundhedsvæsen er gennemsyret af grundlæggende værdier fra sygeplejefaget. 

Hvorfor er det vigtigt, at Dansk Sygeplejeråds medlemmer deltager i valget af to næstformænd? 
Du kan få direkte indflydelse på den politik, som Dansk Sygeplejeråd fører. Du er med til at sætte det hold af politikere, som skal arbejde for dit fag, dine vilkår og din løn. Derfor skal du stemme!

 

Line Gessø Storm HansenLine Gessø Storm Hansen

En af mine hjertesager er ligestilling

 

Hvad er dine mærkesager?
Der er mange vigtige sager, meget at kæmpe for. Men tre sager er helt centrale: Sygeplejerskers løn, arbejdsvilkår og fagets udvikling.

Min drøm er, at alle sygeplejersker, som tager nye funktioner, jobs eller opgaver, får forhandlet løn og vilkår, inden funktionen træder i kraft – altså sammen med tillidsrepræsentanten og den lokale kreds. Det er noget, vi skal gøre sammen, men her er noget at hente i form af løntillæg.

Vores generelle lønudvikling bærer fortsat præg af manglende ligeløn. Det betyder, at sygeplejerskernes grundløn bør være højere. Den kamp har vi kæmpet længe, og det skal vi fortsætte med. Jeg vil gøre det ved at styrke samarbejdet til andre organisationer, også ngo’er, med samme interesser som os. Når vi står tæt sammen med andre, kan vi påvirke politikerne og befolkningen til ligeløn. Det kommende folketingsvalg er en god arena for dette og helt oplagt at benytte sig af.

Arbejdsvilkårene er mange steder udfordret. Vi skal møde den udfordring sammen. Dårligt arbejdsmiljø kan dække over meget forskelligt. Derfor er der mere end én løsning. Jeg har været med til at afhjælpe dårligt arbejdsmiljø mange steder. Det er ofte et langt træk sammen med ledelsen, tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten. Nogle gange kan man sætte fokus på fagligheden og højne denne. Det kan medføre bedre arbejdsmiljø. Andre gange må man se på, om arbejdstidsaftalen er overholdt. Om alle regler og vilkår er sådan, som vi har aftalt ved overenskomstbordet. Hvis ikke, kan der være noget at gøre her.

Lines blå bog

Sygeplejerske med hjertet på rette sted. 
Én gang sygeplejerske, altid sygeplejerske.

Men også meget mere:
Det, der driver mig, er et engagement i det omkringliggende samfund, en indignation over uretfærdigheder. 

I 13 år har jeg arbejdet for sygeplejerskernes vilkår. Da jeg blev valgt som fællestillidsrepræsentant i 2005, åbnede der sig en helt ny verden. Jeg syntes, at jeg havde verdens bedste job. Da jeg senere blev næstformand i Syddanmark og medlem af hovedbestyrelsen, gav det nye muligheder for at virke til gavn for sygeplejersker, påvirke sundhedsvæsenet og arbejde for ligeløn.

Jeg har en kandidatgrad (cand.mag.) i psykologi, filosofi og videnskabsteori. Ordet "filosofi" betød oprindelig "kærlighed til visdom", men i vore dage dækker det over spørgsmål om især etik, erkendelse, sprog og bevidsthed. Allesammen væsentlige emner for sygeplejefaget, også når der forhandles i Forligsinstitutionen. 
Jeg har også taget en kandidatgrad i sundhedsøkonomi og ledelse (cand.oecon.). Hvordan er samfundets og sundhedssystemets økonomi skruet sammen? Hvor bliver pengene af? Gode kompetencer til lige netop posten som næstformand.

En af mine hjertesager er ligestilling. Jeg er næstforkvinde i Kvinderådet. Ligestillingsproblematikker er en del af svaret, når vi spørger hinanden: "Hvorfor får man højere løn for at passe på penge end for at passe på mennesker?" Det handler om ligeløn.

Jeg er filosof og sundhedsøkonom. Men jeg er sygeplejerske først.

Hvordan ser fremtidens sygepleje ud?
Flere opgaver vil udføres af sygeplejersker, nogle steder er der mange forskellige generelle opgaver. Andre områder vil være stærkt præget af specialistfunktioner, der kræver efter- og videreuddannelser.

Vi har mange flere specialuddannede sygeplejersker. På sundhedsplejerskeområdet ser jeg rigtig mange muligheder. Virksomhedsområdet kunne med fordel udvides til at arbejde meget mere forebyggende, ikke kun for børnene, men for familierne som hele. Vi har en unik gruppe her, der med fordel kunne bruge deres viden og kunnen også i institutionerne og det tværfaglige samarbejde.

I kommunerne, hvor nye funktioner i stigende grad indføres, vil der også komme nye stillingstyper, hvor både kompetencerne som sygeplejerske kommer i spil, men også relevante efteruddannelser kan anvendes.

Jeg vil arbejde på, at vi får sygeplejersker centralt placeret i Sundhedsstyrelsen. At vi f.eks. får en chefsygeplejerske, altså på landsplan. En, der kan være med til at sætte retning for faget og sundhedsvæsenet. 

Hvordan ser du sygeplejerskerne i fremtidens sundhedsvæsen?
Vi står ved en skillevej lige nu. Fremtidens sundhedsvæsen vil blive afgjort ved det kommende folketingsvalg. Regeringen med Lars Løkke i spidsen arbejder på en plan, der både vil reformere vores afregningssystem, hvor vi går bort fra DRG-takseringen og hen mod nærhedsfinansiering. Dertil kommer en sundheds- og psykiatrireform, der måske gør op med regionerne og skaber nogle sundhedsfællesskaber eller klynger omkring akutsygehusene. 

Uanset om vi bevarer den nuværende struktur, eller den forandres, vil der være et stort behov for sygeplejersker til at koordinere og følge borgerne gennem sektorerne. Sygeplejersker vil få flere koordinerende roller, og jeg ser store muligheder for ledelse ikke kun for sygeplejersker, men også for andre sundhedsfaglige grupper. Sygeplejersker vil i stigende grad lede både mennesker, processer og projekter.

Hvorfor er det vigtigt, at Dansk Sygeplejeråds medlemmer deltager i valget af to næstformænd?
Når medlemmerne deltager aktivt i organisationens valghandlinger, når valgdeltagelsen er høj, så fungerer vores demokrati. Det er vigtigt, fordi vi skal være sikre på, at det er de rigtige på posterne som næstformænd for Dansk Sygeplejeråd. Det er vigtigt for organisationen, de skal kunne repræsentere sygeplejerskerne. De bør kende forhandlingssystemet, organisationen og de udfordringer, vi står med som sygeplejersker i sundhedsvæsenet og på arbejdsmarkedet.

 

Signe Hagel AndersenSigne Hagel Andersen

Erfaring skal værdsættes højere

 

Hvad er dine mærkesager?

  • Erfaring skal værdsættes højere. Det kan ikke være rigtigt, at den sidste lønstigning kommer efter 10 års anciennitet. Erfarne sygeplejersker er guld værd for sundhedsvæsenet. De skal påskønnes lønmæssigt og have langt bedre udviklingsmuligheder.
  • Sygeplejersker har også ret til familieliv. Mange kolleger oplever, at deres arbejdstider hænger dårligt sammen med hjemmeboende børn. Vi skal have mere indflydelse på vores arbejdstid. Det skal betales bedre at arbejde aften, nat og weekend.
  • Nedslidning skal tages mere alvorligt. Hver fjerde sygeplejerske har taget smertestillende medicin indenfor de sidste 14 dage. Hver tredje har følt sig stresset. Det skyldes bl.a. arbejdspres og underbemanding. Bedre arbejdsforhold er blandt mine absolutte topprioriteter.
  • Der skal lyttes mere til vores faglighed. Investeringer i sundhedspleje og sygepleje kan betale sig for samfundet.
  • DSR skal støtte tillidsvalgte i at blande sig i debatten og komme med konkrete løsningsforslag til både chefer og politikere.
  • Studerende og nyuddannede skal have en bedre start i faget. Derfor er det uholdbart, at der spares på uddannelsesområdet. Der skal være overskud til at give nye kolleger en bedre introduktion til praksis. Ellers kan vi ikke være bekendt at overlade dem med så stort et ansvar.

Hvordan ser fremtidens sygepleje ud?
Som næstformand i Kreds Hovedstaden har jeg ofte trukket i kitlen for at følge sygeplejersker på en arbejdsdag. Jeg har kørt på hjemmebesøg med sundhedsplejersker og snakket med hundredvis af studerende. Fælles for dem alle er, at de mangler tid i hverdagen. Mange har

Signes blå bog

Jeg blev valgt til bestyrelsen i Kreds Hovedstaden første gang i 2007. De seneste fem år har jeg desuden været kredsnæstformand. Mine ansvarsområder er:

  • de ansatte på det kommunale område, herunder sundhedsplejen
  • de ansatte på Nordsjællands Hospital og Rigshospitalet
  • de sygeplejestuderende og deres uddannelse
  • de tillidsvalgte og vores nye meningsdanneruddannelse.

Jeg startede mit fagpolitiske arbejde for os sygeplejersker, da jeg begyndte på sygeplejestudiet i 2003. I to år var jeg formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) og medlem af DSR’s Hovedbestyrelse. Som SLS-formand var jeg medlem af et udvalg under Undervisningsministeriet, der skulle revidere sygeplejerskeuddannelsen.

Inden mit valg som næstformand i kredsen arbejdede jeg som sygeplejerske på Ortogeriatrisk afsnit på Bispebjerg Hospital. I en kortere periode var jeg tillidsrepræsentant.

Undervejs har jeg også været ansat i halvandet år som politisk rådgiver på Christiansborg. Her arbejdede jeg bl.a. med arbejdsmarkedspolitik.

Privat bor jeg i Albertslund med min mand og mine to drenge, Pelle og Otto, som er i skolealderen.

ikke mulighed for at stoppe op, hvis nogen har brug for en kort samtale. Vi skal altid skynde os videre til næste patient eller besøg på kørelisten.

Det er muligt, at det på kort sigt giver flotte tal på bundlinjen for dem, der kigger på regneark og træffer beslutninger i sundhedsvæsenet. Men sådan fungerer sygepleje ikke. Mange politikere og embedsmænd mangler denne forståelse. Derfor bliver vi nedprioriteret, når der skal træffes beslutninger.

Jeg drømmer om en fremtid, hvor samfundet i højere grad begynder at betragte udgifter til vores løn og uddannelse som en investering. Det vil være lettere at fastholde kolleger, hvis erfaring bliver anerkendt bedre på lønsedlen, og flere får mulighed for efteruddannelse. Det vil sænke sygefraværet, hvis vi får nedbragt antallet af patienter pr. sygeplejerske og skabt bedre balance mellem familieliv og arbejdsliv.

Der er med andre ord ingen modsætning mellem patienternes forhold og sygeplejerskernes forhold. Tværtimod.

Hvordan ser du sygeplejerskerne i fremtidens sundhedsvæsen? 
Fremtidens sundhedsvæsen bliver endnu mere specialiseret. Mere behandling vil foregå i eget hjem, og meget mere kommunikation vil foregå digitalt. Det skaber et behov for, at sygeplejersker får en mere central rolle. Vi er de eneste, der har fagligheden til at følge patienten gennem hele forløbet og sikre, at borgeren ikke mister overblikket over sin egen behandling.

Allerede i dag bygger vi bro mellem hospitalerne og det kommunale sundhedsvæsen. Men der er behov for markante investeringer og nytænkning. I andre lande arbejder sygeplejersker mere selvstændigt i sygeplejedrevne klinikker. Det tror jeg også er fremtiden i Danmark.

Dette kan kun realiseres, hvis mulighederne for efteruddannelse forbedres markant. Alle sygeplejersker bør have ret til at specialisere sig inden for det område, de arbejder med til daglig.

Hvorfor er det vigtigt, at Dansk Sygeplejeråds medlemmer deltager i valget af to næstformænd?
I mange andre lande bestemmer arbejdsgiveren alt. Sådan er det ikke i Danmark. DSR kan faktisk få indflydelse. Men det kræver, at fagforeningen arbejder sagligt og systematisk. Man kommer ikke langt ved bare at råbe op. Derfor er det også vigtigt, hvem vi vælger til ledelsen.

DSR’s hovedkontor trænger til et friskt pust udefra. Men det skal samtidig være en seriøs person med erfaring. Derfor har jeg valgt at stille op.

Læs også: