Sygeplejersken
Læserbrev: Enestuer - et koncept med modhager
Enestuer kan give sygeplejersker og patienter store udfordringer, viser en litteraturgennemgang, der danner basis for et forskningsprojekt om betydningen af et ændret hospitalsdesign.
Sygeplejersken 2018 nr. 12, s. 19
Af:
Lone G. Kolbæk, leder,
Inge Pinholt, uddannelseskonsulent,
Susanne Friis Søndergaard, forskningssygeplejerske,
Raymond Kolbæk, forskningslektor,
Vibeke Lorentzen, forskningslektor
Enestuer kan give sygeplejersker og patienter store udfordringer, viser en litteraturgennemgang, der danner basis for et forskningsprojekt om betydningen af et ændret hospitalsdesign.
Vi anerkender sygeplejerskernes og patientens oplevelser, som beskrevet i de to artikler i Sygeplejersken nr. 11/2018. Samtidig vil vi gerne gøre opmærksom på, at dette felt er mere komplekst end beskrevet i artiklerne. Desuden vil vi gerne pege på, at artiklerne i Sygeplejersken beror på udtalelser i en nu og her-situation.
I en litteraturgennemgang af internationale studier, som er udført i år, finder vi store uoverensstemmelser i forhold til, hvilken betydning et ensengsstuekoncept har for sygepleje og kompetenceudvikling.
F.eks. peger et engelsk studie (2011) på, at ensengsstuer kan give store udfordringer for sygeplejerskernes professionelle arbejde, idet patienter indtager ensengsstuen som deres private rum og f.eks. i forbindelse med besøg afviser sygeplejerskers adgang til stuen.
Et andet studie fra Australien (2016) finder, at det kan have patientsikkerhedsmæssige problemer i forhold til f.eks. øget faldtendens hos patienter og mangelfuldt patienttilsyn pga. store gangafstande.
I Center for Forskning i Klinisk sygepleje Viborg arbejder vi med et forskningsprojekt, som undersøger, hvilken betydning det har for patientoplevet kvalitet, sygepleje, sygeplejerskers kompetenceudvikling og studerendes uddannelses- og læringsforhold, når hospitalsdesignet ændrer sig til et ensengsstuekoncept.
Projektet er et "før og efter"-studie, dvs. at vi, når studiet er afsluttet, kan udtale os kvalificeret om, hvad der faktisk har ændret sig, når hospitalsdesignet ændrer sig fra at foregå i et flersengsstuekoncept til at foregå i et ensengsstuekoncept.
Af Lone G. Kolbæk. Leder, HR-Uddannelse, Region Midtjylland, Hospitalsenhed Midt.
Inge Pinholt. Uddannelseskonsulent, HR-Uddannelse, Region Midtjylland, Hospitalsenhed Midt.
Susanne Friis Søndergaard. Forskningssygeplejerske, ph.d., Region Midtjylland, Hospitalsenhed Midt.
Raymond Kolbæk. Forskningslektor, ph.d., ansat i Center for Forskning i Klinisk Sygepleje.
Vibeke Lorentzen. Forskningslektor, ph.d., ansat i Center for Forskning i Klinisk Sygepleje. Center for Forskning i Klinisk Sygepleje er etableret som et kontraktcenter mellem VIA University College, Hospitalsenhed Midt og Deakin University i Australien.