Løn, vilkår og fremtiden på dagsordenen

”Mange spørger, hvordan man kan kende forskel på jer, og om ikke I bare vil det samme? Men jeres måder at gøre tingene på er i hvert fald forskellige!”

Sådan opsummerede kredsformand Vibeke Westh vælgermødet i Kreds Hovedstadens lokaler i København den 9. oktober. Forud var gået knap tre begivenhedsrige timer, hvor de fem næstformandskandidater – kredsbestyrelsesmedlem Annette Schjermer Voss Møller, Kreds Sjælland, 1.-næstformand Anni Pilgaard, Dansk Sygeplejeråd, kredsbestyrelsesmedlem Dorthe Boe Danbjørg, Kreds Syddanmark, 1.-kredsnæstformand Line Gessø Storm Hansen, Kreds Syddanmark, og kredsnæstformand Signe Hagel Andersen, Kreds Hovedstaden – havde redegjort for deres mærkesager og forsøgt at overbevise medlemmerne om at stemme på lige præcis dem.

Ved mødets start bød Vibeke Westh velkommen, og næstformand Kristina Helen Robins tog derefter over som ordstyrer. Kandidaterne fik indledningsvis et enkelt minut hver til kort at præsentere sig selv og deres mærkesager. Herefter fulgte tre oplægsrunder centreret om fokuspunkterne ”Handlekraftige fællesskaber”, ”Sikkert og sundt arbejdsmiljø” og ”Samme værdier, nye roller”, hvor kandidaterne fik mulighed for at give deres bud på strategier og løsninger. Imellem oplæggene fik tilhørerne lov at stille de fem kandidater spørgsmål, og her gik det ikke stille for sig.

Minimumsnormeringer, vilkår og fastholdelse

Selvom tilhørerne blev opfordret til så vidt muligt at holde spørgsmålene inden for de tre temaer, afskrækkede det ikke enkelte fra at afvige lidt fra instruksen. Alt fra dimensionering på uddannelserne til synlighed og vilkår for selvstændige sygeplejersker var oppe og vende. 

Efter oplægsrunden til temaet ”Sikkert og sundt arbejdsmiljø” var spørgsmålene mange. ”Hvordan kan vi gøre det til en fælles indsats at vise konsekvenserne af dårlige normeringer, underbemanding og overbelægning for sygeplejersker og patienter i vores system?” ville én vide. ”Vi har sagt nej til minimumsnormeringer, fordi vi har været bange for en afsmittende effekt. Men tænker I, at det er tid til at prøve at kigge på det?” spurgte en anden. ”Hvordan skal vi kunne holde til at arbejde på fuld tid? Hvordan har I tænkt jer, at vi skal fastholde folk?” spurgte en nyuddannet sygeplejerske. Herefter var det kandidaternes tur til at give deres bud på kvalificerede svar. 

Vi er pressede allevegne

”Det er ulykkeligt, hvis man ikke kan holde til at arbejde fuld tid. Vi skal erkende, at vi er pressede alle vegne. Vi skal have en åben dialog. Det kræver en stærk styring af ledelserne og en benhård prioritering til hverdag, men det kræver også, at vi hver især står fast på, at det er hertil og ikke længere. Det er et langt, sejt træk, men det starter med, at vi selv siger, at nu er det nok,” sagde Annette Schjermer Voss Møller.

Anni Pilgaard svarede med et konkret eksempel: ”I Horsens kunne en afdelingssygeplejerske ikke hverken rekruttere eller fastholde sygeplejersker på en medicinsk afdeling, så hun spurgte, hvad der skulle til for at fastholde dem. De ville have medbestemmelse og lære noget mere, end man kunne på bare en enkelt afdeling. Hun lavede en toårig rotationsordning, og så fik hun otte ansøgninger og kunne faktisk fastholde dem. Jeg tror, at vi skal lytte til dem, der prøver noget nyt.”

Line Gessø Storm Hansen opfordrede sygeplejersker til at være gode til at lære af hinanden og være gode til at stå sammen: ”Vi skal finde ud af, hvem vi kan slå os sammen med og kæmpe de her kampe om eksempelvis ligeløn og dårligt arbejdsmiljø med. Det handler om at finde vennerne. Ældre Sagen og Danske Patienter er jo også interesserede i, at der bliver bedre normeringer på en medicinsk afdeling. Sammen kan vi lægge det politiske pres, der skal til, for bedre normeringer.”

Dorthe Boe Danbjørg svarede:  ”Jeg tror, at minimumsnormeringerne kan være et svar. Pædagogernes fagforening BUPL havde også i lang tid en skepsis. Men i takt med, at arbejdsmiljøet blev presset og normeringerne ringere, fandt de ud af, at de var nødt til at bruge det greb. Det handler om at få flere rettigheder. Det er ikke nemt, og jeg er enig i, at vi skal alliere os med andre. Så tror jeg, vi får et arbejdsmiljø, hvor man kan holde til at være på fuld tid.”

Dette var Signe Hagel Andersen ikke enig i: ”Jeg er ikke fan af minimumsnormeringer, for jeg er bekymret for, at retorikken bliver noget med at reducere fagligheden til, at der bare skal være nogle hænder til stede. Det er meget mere kompliceret end det. Vores arbejde er meget forskelligt. Men det betyder ikke, at jeg ikke synes, vi skal kigge på, hvor man har brugt international erfaring og undersøgelser til at løfte normeringerne,” sagde hun og afsluttede dermed spørgerunden. 

Synlighed og et DSR for langt væk

Også spørgsmål om lønforhold, synlighed og videreuddannelse fyldte gennemgående meget, mens spørgsmålet om ydernumre og fralæggelseserklæringer delte vandene. Generelt var der stor spørgelyst blandt de knap 40 fremmødte, som også sendte kritiske spørgsmål i retning af kandidaterne. ”Jeg hører meget akademiske sygeplejersker. Jeg hører specifikke grupper af sygeplejersker. Hvordan kan jeg som helt almindelig sygeplejerske se, at også jeg er ønsket af DSR?” spurgte en tilhører og udløste spontane klapsalver rundt om i salen. 

Ved afslutningen var kredsformand Vibeke Wesths opfordring til medlemmerne klar: ”Sørg for at gå i dialog med jeres kolleger. Sørg for, at det her bliver et valg, hvor man tager stilling. Det her er jo poster, hvor vi sender nogle i byen på vegne af os. Gør, hvad I kan!” sagde hun og modtog derpå et stort bifald fra salen.