Patienten jeg aldrig glemmer: Han smilede stort med sine sorte tænder

”Du må godt gå ud, hvis du bliver bange for ham.” Sådan blev jeg præsenteret for denne patient. Jeg var under uddannelse og i klinik i hjemmeplejen. Han var en gammel sømand i 70’erne, altid iført netundertrøje og blå shorts. Hans lange skæg lignede næsten den slags ståluldssvampe, man bruger til at skure pander med. Tungt, kruset og fyldt med havregrød. Han havde en meget stor næse og langt, uplejet, gråt hår. Han havde sorte tænder og var altid beskidt. Han manglede det ene ben og sad i kørestol. Han havde ingen familie.

På kontoret havde alle deres skrækhistorier at fortælle. Aggressiv. Udadreagerende. Ubehagelig, sagde de. Jeg besluttede mig for at gå til ham med åbent sind, og han opdagede hurtigt, at jeg ikke lod mig mærke af hans udfald. Ganske langsomt fik jeg lov at komme ind under huden på ham. 

Han samlede på mønter. Den mindste mønt han kunne finde i hvert land. De stod overalt i hans hjem i gamle kagedåser og marmeladeglas. Han havde sejlet i hele verden og kunne fortælle de mest fantastiske historier. Ofte spurgte han med et glimt i øjet, om ikke jeg kunne bytte Panodilen ud med en morfinpille, eller om han kunne få saftevandet serveret ”på polsk” – hvilket betød med vodka i. Så smilede han stort med sine sorte sømandstænder.

Problemerne havde en årsag

Jeg fik lov at vaske ham og gøre ham i stand. Det havde andre ikke fået lov til i lang tid, og det kunne lugtes. Jeg fik ham langt om længe overtalt til at gå til lægen for første gang i mange år. En MR-scanning viste kort derefter, at der var cancer i stort set hele kroppen. Lægerne vidste ikke, hvor de skulle starte. Der var ikke noget at gøre. 

Efter diagnosen var han helt rolig. Vi talte sammen om, hvad der nu skulle ske. Han ønskede blot at få seponeret sin antabus, og så ville han gerne på hospice. Nu gav mange ting mere mening. Eksempelvis havde smerter været årsag til, at han ikke kunne tygge og spise. Der var også cancer i kæben. Det var ikke fordi, han var på tværs og ikke ville have mad fra kommunen. Han døde kort efter ankomsten til hospice.

Sømanden lærte mig at være opmærksom på ikke at have fordomme med mig ind til mine patienter. Tænk, hvis de blot er misforståede ligesom ham. Når vi siger om en patient, at han er på tværs og ikke vil have hjælp, så skal vi måske hellere spørge os selv, om det er os, der handler forkert? Sømanden vidste præcis, hvad folk forventede af ham, når de kom, så han gad ikke engang forsøge at være venlig. Han kunne lige så godt være aggressiv, sur og gal. Hvis man tør tage sig tiden til at finde ud af, hvad der egentlig er galt, så finder man som regel årsagen til problemerne et helt andet sted.