Studerende i praksis: "Han spørger, hvorfor jeg ikke lod pølsen dale …"

Jeg er ude på første date med en sød mand. Han fortæller mig, at det er første date for ham i meget lang tid, og han har svært ved at finde sig til rette i det. Han tænker over alt, hvad han skal sige, hvordan jeg mon tænker om ham, om vi skal mødes igen og i så fald, hvordan han skal sige godnat. Jeg udbryder “det er ligesom første gang, jeg greb en lort  … man vænner sig til det”. Vi griner. Han nok mest, fordi han ikke ved, hvordan han skal tackle, hvad jeg lige sagde. Det, han fortæller mig om at skulle gøre noget første gang og være så ekstremt bevidst om det, minder mig om min første praktik, hvor jeg greb et andets menneskes efterladenskaber med mine handskeovertrukne hænder. Det minder mig også om, hvor langt jeg er nået, og hvor meget jeg føler, at jeg som menneske er faldet til ro i at være sygeplejerske og i at være mig selv. 

Patienten, hvis afføring jeg greb, havde ligget ned og havde ikke haft afføring et par dage. Det var selvfølgelig et stort problem, både for os og for patienten, som havde smerter. Da vi lifter hende op uden ble på, står der spontant afføring ud til alle sider. Af ren refleks griber jeg det hele med det blå stykke, jeg tilfældigt holder i hænderne. Det nu fyldte blå stykke klapper jeg hurtigt sammen og smider ud uden at fortrække en mine og fortsætter med at hjælpe patienten på plads på den nye ble i kørestolen. Patienten bliver lidt flov over situationen, men da de synlige beviser er langt væk, falder snakken hurtigt på, hvor godt bevægelse er for kroppen og peristaltikken, og flovheden over at have defækeret i et andet menneskes hænder forsvinder i løbet af kort tid.

Da jeg fortæller min date historien, kan jeg se på hans forfærdede ansigtsudtryk, hvordan dette var en meget mærkelig situation for en person, som ikke har været igennem samme uddannelse i empati og svære samtaler som jeg. Han spørger, hvorfor jeg ikke lod pølsen dale, og jeg tænker en del over det. Da jeg svarer, kan jeg mærke, at jeg nu, et halvt år før jeg står med min autorisation i hånden, føler, at dét at skulle være sygeplejerske nok er det bedste, jeg kunne forestille mig. Jeg er blevet langt mere ydmyg, empatisk og medmenneskelig.

At være sygeplejerske betyder, at jeg i bogstaveligste forstand med glæde griber og tager ansvar for en andens lortesituation, og at det faktisk er det, der gør sygeplejersker særlige i forhold til mange andre. Det, som gør, at mange ser op til os, henvender sig til os og tager vores varme og råd til sig. Det, som gør, at vi behandles ydmygt og med respekt. Vi er dem, som altid er der, og som aldrig kunne finde på at stigmatisere, for vi ser altid mennesket først og som en helhed. Et problem er kun så stort, som man gør det til, og lige der hjælper vi med at gøre problemerne bitte små, så patienten kan fokusere på at blive rask. Så selvfølgelig lod jeg ikke pølsen dale. Min date var enig i mine betragtninger om, hvordan sygeplejersker egentlig er nogle ret gode nogle, og det er min fornemmelse, at han ikke er alene.