Sygeplejersken
Boganmeldelser
I dette nummer af Sygeplejersken anmeldes bøgerne "Sundhedsvæsenet under forandring", "Eksistenslaboratorium", "Relationel koordinering i praksis" samt "Mellem liv og død".
Sygeplejersken 2018 nr. 14, s. 44-46
En bog med sikker sygeplejefaglig bevidsthed
Gode byggeklodser til arbejdet med eksistentiel støtte
Relationel kapacitet kræver ledelse
Forpligtet til at hjælpe
Bjarne Rittig-Rasmussen
Klinisk akupunktur for sundhedsprofessionelle
Munksgaard 2018, 192 sider – 345 kr.
Introduktion til akupunktur med særligt fokus på udredning og behandling af smerter på tværs af diagnoser. Det er fokus i denne bog, som er skrevet til både begyndere og øvede udi akupunkturens stikkende univers. Bogen indeholder syv kapitler, der bl.a. gennemgår teori og klinik, praktisk akupunktur, kliniske tilstande i forskellige områder af kroppen og akupunkturpunkterne.
Desuden er der et kapitel med refleksionsspørsgmål. Mange fine illustrationer og bokse og fra begyndelsen vægt på sikkerhed og samtykke.
Jacob Davidsen og Malene Kjær (red.)
Videoanalyse af social interaktion
Samfundslitteratur 2018, 338 sider – 319 kr. (vejl.)
Hvordan kan man arbejde metodisk og videnskabeligt med video? Det beskriver denne bog bl.a. med praktiske, etiske, tekniske, videnskabsteoretiske, metodiske og analytiske perspektiver for øje. Der er bidrag fra 18 skribenter, heraf en sygeplejerske, og de afdækker mange vinkler af videobrug. Sygeplejersken, som er ph.d. og lektor, tager fat i patient-sygeplejerske-interaktion. Sygeplejersken hjælper en patient med at blive vasket og få tøj på, alt imens hun bliver forstyrret af en medbragt arbejdstelefon. Analysen af situationen viser, at sygeplejersken uanset forstyrrelsen bevarer fokus på patienten gennem berøring og øjenkontakt, og at hun holder fast i omsorg og patientfokuseret pleje. Dvs. grundlæggende værdier i sygeplejen. Bogens tre dele præsenterer en grundig indføring i videoanalyse.
Vibeke Damlund (red.)
Undervisning på professionsuddannelser
Munksgaard 2018, 240 sider – 295 kr. (vejl.)
En guide, en kilde til inspiration og en hjælp, hvis man som nyansat underviser/adjunkt står over for at skulle integrere forskning og undervisning. 12 forfattere beskriver vejen, ad hvilken man fra grøn underviser til erfaren underviser kan udvikle sig gennem arbejdet. En grundig bog, som indeholder referencer, et omfattende register og solide kapitler om f.eks. professionshøjskolen og adjunkten, erfaringsbaseret undervisning, forskningsbaseret undervisning og din faglige udvikling som underviser. Læsning af et eller flere kapitler i bogen tilfører vitaminer, selv om man er garvet underviser. Er man ny underviser, kan man gøre sig lektorklar på et oplyst grundlag og medvirke til at skabe en uddannelse med krav og dybde.