Ingen lys fremtid i sigte

Forleden dag oplevede sygeplejersken Anja Hansen for første gang, at en af hendes patienter døde, mens hun var på vagt. Hun var sammen med en kollega, da de gik ind på hans stue og fandt ham død. De var klar over, at det var et spørgsmål om tid, men ikke at den var så kort.

"Det var rart, at jeg ikke var alene om at finde ham død, når det nu var første gang. Det betød også, at jeg på en god måde lærte, hvad man gør i sådan en situation. Vi fik også talt om, hvad man siger, når man skal ringe til familien. Det gjorde jeg så, og det gik rigtig fint. Det var en god måde at opleve mit første dødsfald på," fortæller Anja Hansen.

Hun blev uddannet sygeplejerske for fem måneder siden, hvor hun også begyndte på sit første rigtige arbejde på Hjertemedicinsk Afdeling på Slagelse Sygehus. Kort efter besøgte Sygeplejersken hende for at høre, hvilke tanker hun gjorde sig om sin start på livet som sygeplejerske.

Dengang mødte vi en lidt usikker sygeplejerske, der havde svært ved at overskue det faglige ansvar, og som tvivlede på, om hun kunne magte opgaven. Meget hurtigt havde hun lagt planer om at "holde ud" og få noget erfaring, inden hun ville læse videre efter nogle år.

Frygter sygemeldinger

I dag møder vi en Anja Hansen, der fagligt har fået mere fast grund under fødderne. Som har fået nogle gode faglige oplevelser at bygge videre på, er blevet godt behandlet på sin afdeling og er rigtig glad for sine kolleger.

Sidst frygtede hun, at hun blev pålagt et kæmpe ansvar, når hun var færdig med introduktionsforløbet. Det blev hun ikke. Først efter et par måneder.

"I starten holdt de hånden over mig. Men det gør de ikke længere. Nu er jeg ikke ny mere, og jeg får ikke ekstra hjælp. Det kan godt være hårdt. Men kollegerne er gode til at spørge, om jeg har brug for hjælp, og de fleste dage bliver jeg stadig sat sammen med en erfaren. Det betyder rigtig meget," siger Anja Hansen.

Hun er ikke nervøs for at komme på arbejde i forhold til det faglige arbejde med patienterne, men hun frygter altid, at der kommer sygemeldinger fra kollegerne.

"Så er det rigtig hårdt. Så spæner man rundt og får ikke noget at spise."

Alene med 12 patienter

Hun husker en aftenvagt, hvor hun efter normeringen skulle være sammen med en anden sygeplejerske eller en social- og sundhedsassistent om 12 patienter. Men da hun kom på arbejde, stod hun alene med de 12 patienter sammen med en nyuddannet kollega, der stadig var under sit introduktionsforløb – og derfor ikke talte i normeringen.

"Det var for meget. Jeg var bange og ked af det. Min kollega tog sig af fire af patienterne, men det var mit ansvar at supervisere hende gennem hele vagten. Jeg kunne ikke lægge ansvaret for patienterne på hendes skuldre. Det var en virkelig hård vagt, hvor jeg konstant var ildrød i hovedet," fortæller Anja Hansen, der også efterfølgende ytrede sin utilfredshed til sin ledelse over den situation, hun var blevet sat i.

"Jeg fik en undskyldning og en erkendelse af, at der burde have været en anden fordeling. Og jeg har ikke oplevet det siden. Så jeg føler, at jeg bliver hørt, når jeg forsøger at sige fra."

Anja Hansen fortæller, at der er gode dage, hvor de er nok på arbejde, og tid til at tale med patienterne. Og hvor hun mærker, at det gør en kæmpe forskel for patienten. Det er de bedste dage.

Hun havde f.eks. et forløb med en meget dårlig patient, der var ubehøvlet og grov over for sygeplejerskerne.

"Der tog jeg mig tid til at tale med ham. Jeg fortalte ham, at vi jo var sygeplejersker og var her for at hjælpe ham, og at det ikke nyttede at være sådan over for os. Og så viste det sig jo, at det handlede om, at han var rigtig bange for at dø," fortæller Anja Hansen og fortsætter:

"Den snak ændrede så meget. Jeg passede ham i 14 dage, hvor det gik rigtig fint, og jeg havde en god kontakt med både ham og familien. I de sidste timer var jeg hos ham hele tiden. Han døde en time efter, min vagt sluttede."

Fuld tid er for hårdt

Desværre oplever Anja Hansen, at de dage, hvor der er tid og overskud til at lytte til patienterne, er for sjældne. De fleste dage går det bare stærkt. Hele tiden.

Det er et vilkår, der bl.a. betyder, at hun kun arbejder 33 timer om ugen. For så har hun maksimum fire vagter i træk. Fuld tid kan give fem vagter i træk.

"Jeg ville gerne arbejde 37 timer. Men det er simpelthen for hårdt. Hvis normeringerne altid passede, ville det måske være til at overskue. Men det er sjældent," siger Anja Hansen, der tit spørger sig selv:

"Hvor længe kan jeg holde til at løbe så meget? Det er skræmmende, men jeg tænker på, om jeg valgte den rigtige uddannelse. Og langsigtet tænker jeg på, om det er det, jeg vil udsætte mig selv for," siger hun og påpeger:

"Hvis der fortsat skal spares, så vil der om to år nærmest ikke være nogen på arbejde. Så det er ikke en lys fremtid, man har i sigte."

Derfor tænker Anja Hansen også stadig, at hun vil læse videre om nogle år.

"Jeg håber, at jeg kan blive i faget på en anden måde, som er mindre stressende, og hvor man måske kan være med til at ændre noget. Også for, at jeg ikke har taget min uddannelse forgæves."