Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Læserbrev: Hæv stemmen uden for kaffestuen

På trods af at vi fysisk syner af meget, formår vi alligevel at fylde så lidt i den offentlige debat, når det gælder om at stå op for og stå sammen om vores fag.

Sygeplejersken 2018 nr. 14, s. 19

Af:

Jannie Mikkelsen, stud.cur.

Uacceptable arbejdsforhold og dårligt arbejdsmiljø. Vedvarende besparelser og nedskæringer. Travlhed og stressede sygeplejersker. Et meningsfuldt arbejde til en meningsløs løn. Hvis du spørger mig, er der nok at råbe op om.

Vi er med 60.000 erhvervsaktive sygeplejersker en af de største faggrupper i det danske sundhedsvæsen. På trods af at vi fysisk syner af meget, formår vi alligevel at fylde så lidt i den offentlige debat, når det gælder om at stå op for og stå sammen om vores fag.

Bølgerne går ofte højt på afdelingernes kaffestuer. Over frokosten bliver der langet ud efter både ledere og politikere. En sygeplejerske påpeger, hvordan patienterne pga. manglende sengepladser ligger på gangene. En anden sygeplejerske fremhæver det høje og stressende arbejdstempo, der har sendt flere af hendes kollegaer hjem med en sygemelding. Sygeplejerskerne har nok at råbe op om, når de sidder i kaffestuen. Og med rette. For der er nok at råbe op om.

Men vi bliver nødt til at hæve stemmen og turde bevæge os ud over kaffestuens varme og trygge fire vægge. Den offentlige debat er ikke et sted, hvor vi er vant til at komme. Men den er et sted, hvor vi som sygeplejersker kan gøre opmærksom på os selv, vores hverdag og alle de problemstillinger, vi hver dag råber op om i kaffestuen.

Så kære sygeplejersker. Jeg udfordrer jer til at hæve stemmen. Jeg opfordrer jer til ikke at gemme jer, men stå sammen og stå op for jer selv, når politikerne igen snakker om besparelser, nedskæringer og overenskomstaftaler.

Kære sygeplejersker. Sæt jeres stemme på sygeplejen.

Jannie Mikkelsen er stud.cur. ved Aarhus Universitet