Sygeplejersken
Skiftedag: "Jeg elsker at kombinere sygepleje og yoga"
Louise Spange Edske er personlig sygeplejerske for en kvinde, der er helt afhængig af sin respirator. I sit nye job er hun i dyb kontakt med den bløde side af sygeplejen, og samtidig er der plads til en voksende yogaforretning.
Sygeplejersken 2018 nr. 14, s. 61
Af:
Laura Elisabeth Lind, journalist
Nyt job: 1. august 2017 på deltid i Regionernes Hjælpeordning for Respiratorbrugere (RHR), Rigshospitalet. Sygeplejerske for en ung respiratorbruger, der bor på institution i Frederikssund Kommune – og selvstændig yogalærer og akupunktør.
Kom fra: 3 ½ år i Frederikssund Kommune, hvor hun arbejdede med sundhedsfaglig dokumentation og var projektleder på Det Fælles Medicinkort.
"Jeg sidder i min røde Golf uden for pigernes skole. Klokken er 14.45, og det er tid til, at de skal hentes. Jeg er lige kørt fra mit kontor og tager lige en stund der i bilen uden for skolen, hvor jeg tjekker mails, svarer på sms’er og ser, om der ellers er sket noget spændende. Og så er den der. Stillingen, der popper op, da jeg tjekker Jobindex. Jeg tænker med det samme "kan man det?" Det lyder jo for godt til at være sandt, men hos RHR søger de sygeplejersker, der er i gang med en uddannelse, har et deltidsjob eller i forvejen har gang i andet arbejde, som de ønsker at supplere med flere sygeplejetimer. Jeg ringer til dem med det samme. Og der går kun et par dage, så har jeg søgt stillingen. For som sygeplejerske for en respiratorbruger kommer jeg tilbage i træskoene – på en nærværende måde. Og samtidig kan min yogapassion få lov at vokse.
Jeg har tidligere arbejdet på skadestue, men da vi fik tvillinger, endte jeg i administrative stillinger. De sidste par år kunne jeg mærke en indre utilfredshed med mit arbejde. Den voksede, og til sidst var jeg nødt til at kigge indad og finde ud af, hvorfor jeg kun var mellemtilfreds. Og så valgte jeg at følge mit hjerte. For min passion ligger i at være tæt på mennesker, og derfor skulle jeg væk fra skrivebordet og tilbage i træskoene – til de bløde empatiske værdier. Og det er dér, jeg er nu. Jeg er tilknyttet en ung kvinde med cerebral parese, der bor på institution og bruger respirator. Mit job er at sikre, at hun trækker vejret, og jeg er derfor i konstant syns- og høreafstand, så jeg kan takle en mulig akutsituation. Det er et givende job, og der sker noget med mig mentalt, når jeg træder ud af bilen om aftenen for at begynde min 12-timers vagt. For det er en intens form for sygepleje. Jeg kan ikke være andre steder. Og jeg er der kun for hende. Jeg nyder virkelig tanken om, at jeg er nærværende og yder omsorg til ét andet menneske. Det var derfor, jeg blev sygeplejerske. Men man skal være god til at være alene – uden kollegaer.
Da jeg mærkede utilfredsheden spire i mit gamle job, var jeg ikke i tvivl om, at min yoga og mindfulness gerne måtte få en større plads i mit liv. Jeg har praktiseret yoga i mange år, og siden foråret 2016 har jeg selv undervist. I dag har jeg eget studie med mange yogakunder og laver også øreakupunktur. Jeg er også yogalærer for en idrætsklub på et hospital og for et stort forsikringsselskab. Der kommer en naturlig tillid, når folk hører, at jeg er sygeplejerske, og jeg bruger også min sygeplejefaglige baggrund. For jeg møder mange med fysiske og psykiske udfordringer. Jeg elsker at kombinere sygeplejen og yogaen."
Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk. Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videreuddannelse eller karrieremuligheder.
Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere