Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Gratis hjælp pustede nyt liv i arbejdsglæden

Arbejdsmiljø. Over 200 arbejdspladser har søgt og fået hjælp fra SPARK, som er et gratis tilbud til kommunale arbejdspladser med ondt i det psykiske arbejdsmiljø. To af dem fik hjælp pga. hhv. trusler mod personalet og rådvildhed efter en sammenlægning.

Sygeplejersken 2018 nr. 2, s. 58-59

Af:

Britt Esrom, sygeplejerske

sp2-2018_spark_nyt

Thisted, november 2015. Frustrationen ulmer på gangene på de tre plejecentre Solhjem, Fyrglimt og Trye. De er nemlig lige blevet lagt sammen til det nye Plejecentre Nord. Det varsler nye tider. Ikke mindst for de 85 medarbejdere, der tæller både sygeplejersker og sosu’er.

"Jeg oplevede en generel frustration blandt medarbejderne over situationen. De var usikre på, hvad det betød for det enkelte center, og hvad det mon betød for dem som medarbejdere," siger Inger-Lise Petersen, som er sygeplejerske og områdeleder for Plejecentre Nord.

Det var nemlig et farvel til den selvstændige ledelse på hvert center og goddag til én fælles ledelse med en overordnet leder og et nyt ledelseslag i form af en teamleder på hvert center.

"Medarbejderne vidste ikke, hvilken leder de skulle gå til med de forskellige opgaver," siger Inger-Lise Petersen og fortsætter:

"Hvilken leder skulle f.eks. hjælpe med at anvise løsninger, når vi fik en ny særligt plejekrævende beboer? Det skabte usikkerhed og gik udover kerneopgaven."

Hvad er SPARK?

SPARK står for Samarbejde om Psykisk Arbejdsmiljø i Kommunerne og er et gratis tilbud, der er forhandlet på plads af Dansk Sygeplejeråd via Forhandlingsfællesskabet og KL.

SPARK kan hjælpe inden for følgende områder:

  • Forandringer og omstillinger.
  • Samarbejdsproblemer.
  • Vold og trusler fra borgere, brugere og beboere.
  • Problemer i forhold til arbejdets indhold, omfang og udførelse.

Læs mere om SPARK

SPARK satte skub i proces

Frustrationen voksede sig så stor, at nogle valgte at sige op. Heller ikke en erhvervspsykolog kunne vende stemningen. Løsningen kom derimod fra SPARK – Samarbejde om psykisk arbejdsmiljø i kommunerne – der er et gratis tilbud til kommunale arbejdspladser.

SPARK-forløbet bygger på samarbejde mellem ledelse og medarbejdere, f.eks. arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter, forklarer Marlene Schoop, som er sekretariatsleder i SPARK.

"Vi har fokus på, at deltagerne på forløbet får mulighed for at se en problemstilling fra flere vinkler og f.eks. sætte ord på, hvorfor en forandring kan virke vanskelig."

Hun forklarer, at dialogen er helt central i SPARK-forløbet, der typisk strækker sig over fire møder mellem en SPARK-konsulent og TRIO’en (tillidsrepræsentant-arbejdsmiljørepræsentant-leder) eller MED-udvalget, der består af ledere og nøglemedarbejdere.

"Vi bruger en blanding af teori, praktiske øvelser og små opgaver, fordi det er vores erfaring, at det giver deltagerne det største udbytte. Samtidig kalder vi det hjælp til selvhjælp, da det er TRIO/MED, der selv skal arbejde videre med resten af kollegerne," siger Marlene Schoop.

Tarzan-kultur gav bagslag

Siden fødslen i 2016 har SPARK gennemført 220 forløb. Bl.a. hos den udekørende hjemmepleje i Randers, hvor trusler og især verbal vold påvirker det psykiske arbejdsmiljø.

"Det er desværre ikke ualmindeligt, at vores medarbejdere bliver mødt af skældsord eller voldsom adfærd, når de er ude hos de skrøbeligste af borgerne, der kan være demente eller skizofrene," siger sygeplejerske og distriktsleder Jette Staun Poulsen fra Udekørende Team Randers.

"Samtidig har vi de senere år oplevet en stigning af trusler og verbal vold fra både borgere og pårørende og dermed et øget behov for at forebygge," siger hun.

I Randers har SPARK klædt medarbejdere og ledelse på til at få flere medarbejdere til at registrere episoderne, så de nemmere kan forebygges.

"Der har nok været en udbredt tarzan-kultur hos os, hvor man har slået truslerne hen, fordi man måske har tænkt, at det ikke var så slemt endda. Derfor arbejder vi meget på at skabe en kultur, hvor det er okay at tale åbent om det svære."

Tryghed frigør tid til kerneopgaver

Hos Plejecentre Nord i Thisted har SPARK hjulpet med at skabe struktur i organisationen – og for medarbejderne. Bl.a. ved at få talt om ansvarsfordelingen i ledelsen. Og det har vist sig at være en god idé.

Nu er der blevet lavet arbejdsbeskrivelser for andre områder blandt medarbejderne, f.eks. rehabilitering og jobtøj, fortæller sygeplejerske og områdeleder Inger-Lise Petersen.

Håbet er, at de ansvarlige medarbejdere med tiden også vil udveksle viden om de daglige opgaver på tværs af centrene.

"Det er afgørende, at der hele vejen rundt er tryghed, fordi det frigør mere tid til kerneopgaven, som jo er pleje og omsorg for vores beboere," siger Inger-Lise Petersen.

Ifølge hende mangler Plejecentre Nord endnu at søsætte hele SPARK-planen, fordi der har været travlt med andre lige så vigtige indsatser. Men den samlede plan skal fremlægges for medarbejderne til foråret.

Heller ikke i Randers er man nået helt i havn. Af samme årsag som i Thisted. Men det betyder ikke, at SPARK er gået i glemmebogen, siger sygeplejerske og distriktsleder Jette Staun Poulsen:

"I TRIO’en har vi lovet hinanden at gøre status over indsatsen på vores kommende møder, der bliver afholdt hver 14. dag, så vi skal nok komme i mål."