Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kommuner opruster sygeplejen

Nær pleje. I disse år ansætter mange kommuner flere sygeplejersker i hjemmesygeplejen, akutteams og på plejecentrene. Det skyldes især den øgede kompleksitet i opgaverne og målet om den bedst mulige kvalitet i pleje og behandling til borgerne.

Sygeplejersken 2018 nr. 2, s. 37

Af:

Christina Sommer, journalist

"Sygeplejerske søges pga. opnormering".

De ord optræder oftere og oftere i jobopslag fra kommunale arbejdsgivere. Så sent som i januar søgte Greve Kommune f.eks. en ny kollega til hjemmesygeplejen pga. opnormering. Og i december 2017 var Brøndby Kommune på jagt efter en erfaren hjemmesygeplejerske med samme begrundelse. Også Esbjerg Kommune har de seneste år ansat flere sygeplejersker.

Greve, Brøndby og Esbjerg er bare tre eksempler på, at antallet af sygeplejersker i landets 98 kommuner har fået vokseværk. Det bekræfter formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne, Inge Jekes.

"Det er en generel tendens. Der sker opnormeringer i sygeplejen mange steder," siger hun.

Tendensen bekræftes af tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. De viser, at der på fem år er kommet knap 1.500 flere basissygeplejersker i fuldtidsstillinger i kommunerne – fra 8.247 pr. 1. januar 2013 til 9.717 pr. 1. januar 2017.

Ifølge Inge Jekes skyldes udviklingen især de mange nye – ofte mere komplekse – opgaver, som kommunerne overtager fra sygehusene.

"Der flyttes hele tiden nye opgaver ud i hjemmesygeplejen. Mange steder har de kommunale akutfunktioner været medvirkende til opnormeringen, og der er også kommet flere sygeplejersker på plejecentrene," siger Inge Jekes.

I Esbjerg Kommune genkender chef for sygeplejen, Anni Kjærgaard Sørensen, billedet. I løbet af de seneste to år har kommunen centraliseret sygeplejen, indført fagfaglige ledere på alle niveauer og øget antallet af sygeplejersker med ca. 30 pct.

"De opgaver, der var i hjemmeplejen for 10 år siden, kan slet ikke sammenlignes med opgaverne i dag. Borgerne er mere patienter, end de er borgere, og det har øget opgavekompleksiteten," siger Anni Kjærgaard Sørensen.

Delegation tilbage til sygeplejerskerne

I takt med den øgede kompleksitet i de opgaver, der hører under Sundhedsloven, har Esbjerg Kommune også trukket en række delegationer tilbage til sygeplejerskerne. F.eks. skal alle ny-opererede borgere tilknyttet hjemmeplejen uanset diagnose altid tilses af en sygeplejerske ved hjemkomst. Det samme skal KOL-borgere, som har været indlagt pga. opblusning i deres sygdom. Det skete ikke før, hvis borgerens ydelse var delegeret til sosu-personalet, fortæller Anni Kjærgaard Sørensen og understreger, at kommunen stadig har brug for sine dygtige sosu-hjælpere og -assistenter:

"Deres opgaver er også blevet mere komplekse. For mange betyder de tre daglige besøg fra den velkendte hjælper mere end et ugentligt besøg af en sygeplejerske. Men vi er nødt til at fokusere på, hvad vi hver især kan bidrage med som faggrupper i forhold til den enkelte borgers behov."

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, ser også kommunernes oprustning af sygeplejen som en naturlig konsekvens af den øgede opgavekompleksitet.

"Men udviklingen kræver også, at sygeplejerskernes kompetencer fortsat udvikles. Her ligger der en vigtig opgave for både kommuner, regioner og almen praksis," siger hun.

Læs også "Sygehuset kommer hjem til patienten"