Læserbrev: Kvæler robustheden sygeplejen?

Sundhedsvæsenet er presset til en efterspørgsel af robusthed, men er robusthed vejen frem for sygeplejersker, som også plages af den hyppigste årsag til langtidssygemeldinger – stress. Ender det ikke med, at vi glemmer det væsentlige og grundlæggende, som sygeplejen udspringer af.

De danske sygehuse efterspørger robuste sygeplejersker, som skal være modstandsdygtige og hårdføre for at kunne tåle belastende arbejdsforhold. Dette kan ses i lyset af produktivitetskravet, som inden længe er fortid, men formår vi at løsrive os fra dette, og hvad afløser kravet? Vi går ikke et sundhedsvæsen med uanede midler i møde. I lyset af efterspørgslen af robuste sygeplejersker må skrøbelighed ses som en svaghed, der overrumples af det robuste, men her mister vi noget helt væsentligt og essentielt i sygeplejen.

Ifølge sygeplejeteoretiker Kari Martinsen er sårbarhed et grundlæggende træk ved det at være menneske, og sårbarheden er en forudsætning for indlevelse i vores patienter. I dette perspektiv må den menneskelige sårbarhed ses som en styrke. Det er som skrøbelige, at vi er åbne for undren og refleksion, hvilket er med til at udvikle sygeplejen. Vi er i skrøbeligheden skærpede på at se det, som den robuste ikke ser. Derfor må vi som sygeplejersker til tider stoppe op og lade skrøbeligheden strømme ind over os. Ellers knuses det væsentlige og medmenneskelige, og vi fortsætter arbejdet som forudprogrammerede.

Hvis vi som sygeplejersker skal være robuste, er vi nødt til at omtænke begrebet, så det ikke bliver en standardbetegnelse. Vi må ikke gå på kompromis med vores faglighed. Ellers risikerer vi, at vi er på vej mod noget ganske fatalt for vores virke, hvor vi i sidste ende står uden en tydeliggørelse og definition.

Carina Skærlund er stud.cur. ved Aarhus Universitet.