Patienten, jeg aldrig glemmer: Du har taget vare på min blufærdighed

"Henrik, jeg skal sige dig noget. Du har taget mere vare på min blufærdighed end dine kvindelige kollegaer."

Året er 1985. Jeg er 22 år, sygeplejeelev og har netop udført kateterpleje på en ældre kvinde, fru Hansen. Inden det nedre toilette tilkendegav hun meget tydeligt, at hun ønskede en kvinde til at hjælpe sig. Når hun alligevel lod mig gøre det, skyldtes det alene, at der ville være lang ventetid på at få det gjort.

Og så faldt ordene: "Henrik, jeg skal sige dig noget ..." Jeg husker, at jeg tog imod ordene med en stor glæde, og at de efterfølgende gav mig en kropslig styrke i kontakten til patienter fremadrettet.

Jeg tænker tit på fru Hansen, for der er meget læring og eksempel til efterfølgelse i hendes ord – både alment og fagligt. I det følgende vil jeg bare nævne to måder, det viser sig på.

For det første indeholder ordene en enorm anerkendelse – et "jeg følte mig særligt set af dig, du passede på mig, og du respekterede mig og mine grænser". Når vi bliver mødt på den måde, og selv formår at gøre det samme med andre, opstår der et særligt rum imellem os. Et "øjeblik", hvor tid og grænser udviskes i for- og fremtid. Vi kan ikke iscenesætte øjeblikkene, men vi kan, som fru Hansen, bringe os selv i spil og fortælle og vise andre, hvilken forskel de gør for os. Det er det, der styrker vores relationer. Og det er det, der for alvor forandrer og forankrer os som mennesker og fagpersoner. Vi får betydning, og vi vil gerne give andre samme betydning.

At vi ikke kan iscenesætte særlige øjeblikke, er ikke det samme, som at vi ikke kan arbejde for og sætte en ramme for, at de kan opstå. Derfor har vi al mulig grund til at arbejde for en anerkendende kultur på vores arbejdspladser. Derfor forsøger jeg også aktivt selv at gå i fru Hansens fodspor, så godt som jeg kan.

For det andet er den egentlige udfordring med fru Hansens eksempel, at omsorg og respekt ikke alene går på tværs af køn – de går også på tværs af vores forestillinger om alle mennesker. I dag, hvor jeg har arbejdet indenfor det danske sundhedsvæsen i 33 år, kan jeg desværre alt for mange eksempler på, hvor jeg selv eller andre sundhedspersoner har udvist misforstået omsorg eller mangel på respekt. Jeg har imidlertid stadig til gode at se eksempler på, at årsagen er religiøst tilhørsforhold. Så hver gang jeg hører debatten om sundhedspersoners muligheder for at bære kors, hovedbeklædning eller skæg, tænker jeg på fru Hansen. Og hver gang jeg ser en overtatoveret sundhedsperson, forsøger jeg at tænke på fru Hansen – for ret skal være ret – jeg har også selv mine fordomme.

"Du har taget vare på min blufærdighed". Ordene er fru Hansens, men der er ikke langt til lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Her er næsten ikke bundet op på hverken køn, religiøst eller etnisk tilhørsforhold, men er "ham, der viser barmhjertighed". Hvem er næsten i sundhedsvæsenet – patienten eller sundhedspersonen? Det er ham, der viser barmhjertighed – køn, skæg og kors til trods.