Patientens mål er omdrejningspunktet

Vintersolen står skarpt og lavt over markerne ned til Roskilde Fjord. Her fra Afdeling M på Psykiatrisk Center Sct. Hans fejler udsigten absolut ingenting. Det gør til gengæld de patienter, der er indlagt.

Det er mennesker, der har det svært med alvorlige psykiske lidelser, og som samtidig har et misbrug, der er svært at behandle – patienter med en såkaldt dobbeltdiagnose.

Indtil nu har Afdeling M i Region Hovedstaden været det eneste behandlingstilbud af sin art i hele landet. Og afdelingen er efterspurgt. For øjeblikket med en venteliste på 70 patienter.

I andre regioner har patienterne været i risiko for at falde mellem to stole, fordi misbrug traditionelt behandles i det kommunale system, mens den psykiatriske behandling sker i regionen.

"Det har været en kendt problematik i mange år, at patienter med dobbeltdiagnoser ikke bliver grebet, for hvis man ikke behandler de to lidelser under ét, er der risiko for, at ingen af lidelserne bliver behandlet optimalt. Jeg ser meget de nye særlige pladser som en lovende løsning på problemet i det tværsektorielle samarbejde. De patienter trænger til at få en god behandling," siger ledende oversygeplejerske og udviklingschef, Marina Wichmand Nielsen.

Stilhed er tegn på aktivitet

I dag er døren ind til Afdeling M låst. Det plejer den ikke at være, men selv om de fleste af patienterne frivilligt lader sig indlægge, sker det, at en enkelt kan blive så syg undervejs, at personalet er nødt til at tilbageholde ham eller hende.

Oppe på afdelingen er der stille. Det er et godt tegn og udtryk for, at der sker noget. Her til formiddag er nogle patienter i gruppeterapi, andre sidder på deres stuer og snakker med én fra personalet eller går stille og roligt rundt og dækker bord til frokosten.

"Langt det meste af tiden er her lige så roligt, og tvang hører til sjældenhederne. Vi har gennemsnitligt kun to til fire bæltefikseringer om året, hvilket er forsvindende lidt. Før 2001 havde vi 120 fikseringer – med et tilsvarende antal patienter og personale," fortæller Marina Wichmand Nielsen.

Nødvendige kompetencer

Hvad er så årsagen til det dramatiske fald?

"Her skal vi tilbage til slutningen af 90’erne, hvor ledelsen dengang fik fokus på de psykiatriske patienter, der også havde et misbrug. Man indså, at man var nødt til på én og samme gang at behandle misbruget og den psykiske lidelse. I dag hviler vores behandling derfor på en diagnostisk udredning, en medicinsk behandling, en psykoterapeutisk behandling, der udspringer af kognitiv adfærdsterapi samt et motivations- og socialfagligt arbejde," fortæller hun.

Men det er ikke hele forklaringen.

"Det er også afgørende, at hele personalet har de nødvendige kompetencer. Alle her har som minimum et års uddannelse i kognitiv adfærdsterapi, og alle har været på kursus i håndtering af konflikter og forebyggelse af tvang. Det betyder, at vi taler samme sprog. Vi har derfor samme filosofi, når vi taler med patienterne, og når vi taler om patienterne. Det betyder bl.a., at der ikke er en rivalisering mellem de forskellige faggrupper om, hvad der er bedst, og hvad man bør," siger Marina Wichmand Nielsen.

Samme uddannelse

Det obligatoriske forløb består af 10 undervisningsdage med efterfølgende supervision, og undervisningen er ikke opdelt på faggrupper.

"Det har helt sikkert stor betydning. Grundlæggende har vi fået den samme uddannelse, og det giver os det fælles sprog. Vores personlighed kan være forskellig, men patienterne oplever alligevel, at vi har samme synsvinkel, dagsorden og mål. Derfor kan vi også undervise sammen i tværfaglige grupper, så f.eks. en fysioterapeut og en sygeplejerske har en gruppe sammen," fortæller Jannie Ginderskov, der er sygeplejerske på afdelingen.

Grupperne kan handle om misbrug, selvværd, sociale færdigheder, kroppen, angst eller håndtering af vrede, hvor samspillet mellem følelser, krop, tanker og adfærd er nøglebegreber.

"Så når én gruppe f.eks. snakker om ubehag i kroppen, sker det ud fra samme synsvinkel, som når en anden gruppe snakker om selvværd eller trang i forhold til misbrug," fortæller hun.

To tredjedele slipper misbruget

I tilgangen til patienterne er der også konsensus.

"I et samarbejde med patienten er det patientens mål, der er omdrejningspunktet. De mennesker, der er indlagt, har været meget igennem, så det handler om, at vi stiller os i patienternes sko og har ambitioner, der matcher deres ønsker og behov. Ikke vores. Vi ønsker så inderligt, at de holder op med at misbruge, og det risikerer let at blive fokus frem for, hvad der er deres ønsker og behov. Vores fornemmeste opgave er at hjælpe, støtte og motivere til forandring," siger Marina Wichmand Nielsen.

Hvordan går det så for patienterne på Afdeling M, når de efter tre-fire måneder bliver udskrevet? Det er der ingen frisk statistik på, men Marina Wichmand Nielsen vurderer, at en undersøgelse, der er nogle år gammel, nok stadig passer meget godt.

"De fleste patienter er afhængige af flere stoffer – typisk hash og kokain, men jeg vil anslå, at to tredjedele er ophørt med deres misbrug, når de går herfra. Den sidste tredjedel er enten stoppet med ét stof, eller også er deres misbrug uændret, men ofte er deres medicin så til gengæld bedre reguleret, så generelt har de en bedre livskvalitet," fortæller udviklingschefen.

Læs mere her om Afdeling M på Sct. Hans

Bedre behandling og mindre vold og tvang

Her kommer de nye særlige sengepladser