Skiftedag: Jeg har ændret mig

"For nylig havde jeg en pige på otte måneder her i klinikken. Hun havde 39,5 i feber, var mat og havde det dårligt. Efter konsultation med vores ansvarlige læge satte vi hende i behandling for mellemørebetændelse. Hvis ikke feberen var

faldet næste dag, skulle hun indlægges. Dagen efter var hun et helt andet barn – hun smilte og var glad. Og forældrene var lettede over, at det ikke var noget alvorligt. Dér tænkte jeg: "Det er derfor, at jeg er her." For at gøre en forskel for de her mennesker, som i forvejen har det svært.

Jeg kommer fra et job i psykiatrien. Før det var jeg i hjemmeplejen og har også været centersygeplejerske på et plejehjem. Men jeg trængte til udfordringer og bedre arbejdstider, og derfor søgte jeg et opslået job her på asylcenteret. Vi er tre sygeplejersker, der har egne kontorer og enkelte rammeordinationer. Men vi samarbejder med psykolog, læge, børnelæge og sundhedsplejerske. Arbejdet spænder bredt – lige fra blærebetændelse og seksuelle problemer til tandpine og psykiske traumer. Jeg er vild med selve sprog- og kulturmødet. Det er anderledes og udfordrende – f.eks. arbejdet med tolk. Vi bruger enten praktikanter her fra asylcenteret eller telefontolke. Det er specielt, for telefontolkene kan ikke se klientens gestik og ansigtsudtryk, og nogle kvinder vil ikke tale med mandlige tolke. Og så har vi mange børn inde. For forældrene er ikke altid så velinformerede og tror ofte, at en almindelig forkølelse er farlig.

En af de store udfordringer er, at de kun har ret til en nødvendig, uopsættelig og smertelindrende behandling – en begrænset behandling, som Udlændingestyrelsen har sat rammerne for. Til jobsamtalen blev jeg spurgt, hvordan jeg ville have det med at sige nej til at behandle mennesker? Det spørgsmål satte tanker i gang. Mange sygeplejersker vælger jo denne uddannelse – mig selv inklusive – fordi vi vil hjælpe mennesker og være tilgængelige og imødekommende for dem. Så at sige nej til behandling ligger os fjernt. Men det er vilkårene. Hvis de eksempelvis har ondt i tanden, får de ikke nødvendigvis lavet den rodbehandling eller fyldning, de har behov for. For et hul i tanden må ikke koste mere at få lavet, end at få tanden trukket ud.

Førhen havde jeg en firkantet holdning til flygtninge. Men jeg har ændret mig, efter jeg startede her på asylcenteret. For de er jo flinke og rare mennesker – men pressede og kan også være let antændelige og hurtige til at blive kede af det eller sure. Nogle bærer på historier om tortur og har psykosomatiske traumer. Andre tager deres børn og forsvinder i nattens mulm og mørke efter afslag på asyl. Det påvirker os selvfølgelig. Men alligevel er jeg glad for jobbet. Det er anderledes, givende og udfordrende."