Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Studerende i praksis: " ... det skræmmer mig fra vid og sans"

Træt af at være overvåget og blive udspurgt konstant, men bange for at lave fejl, der kan føre til en patients død. Det er den dobbelthed, en studerende oplever, fire måneder før hun er uddannet sygeplejerske.

Sygeplejersken 2018 nr. 2, s. 66

Af:

Maria Thygesen, sygeplejestuderende

sp2-2018_studipraks_maria-thygesen
Maria Thygesen
Privatfoto
Min tid som sygeplejestuderende nærmer sig med hastige skridt sin uundgåelige afslutning. På nuværende tidspunkt er jeg i min sidste klinikperiode på Klinik for Hudsygdomme på Regionshospitalet i Viborg. Og jeg er, sagt på godt dansk, lige ved at omkomme af skræk over, hvordan det nu skal gå, når jeg til juni må gå ud i den store verden og introducere mig selv som sygeplejerske.

Når jeg læser min semesterbeskrivelse igennem for læringsudbytter og kriterier, kan jeg mærke, hvordan klumpen i halsen bliver større, og hvordan jeg nærmest får sved på panden over alle de ting, jeg skal kunne, og som bliver forventet af mig.

Som studerende har det været trygt og sikkert at bevæge mig omkring i diverse klinikperioder, fordi jeg et eller andet sted vidste, at det ikke var endnu, de forventede det helt store af mig. Men det gør de snart, og det skræmmer mig fra vid og sans. Det er ikke et spørgsmål om at tvivle på mig selv, det er et spørgsmål om, hvordan jeg bedst muligt laver springet fra at være passager på toget til selv at styre det.

En del af mig kan simpelthen ikke vente med at være fri for overvågende blikke og den konstante udspørgning om alt mellem spritservietter og kvalitetssikring. For jeg kan jo godt alt det her nu. Selvfølgelig kan jeg det. En af mine store frustrationer på dette semester har været, at det forventes, at jeg kan handle og agere som selvstændig sygeplejerske. Men følelsen af selvstændighed er svær at erhverve sig, når man uafbrudt bliver overvåget og hele tiden skal overveje sine handlinger fra ikke bare én eller to vinkler, men gerne fem eller seks. Det lægger et ekstra pres og frarøver mig glæden ved at køre på og virkelig tage teten.

En anden del af mig er nervøs for at springe ud i det ukendte og udforske sider af mig selv, som jeg garanteret ikke ved eksisterer.

Der er så mange spekulationer, som nager, og som kan plante små frø af tvivl. Vil jeg kunne klare presset? Vil jeg faktisk komme til at have betydning for mine patienter? Kommer mennesker til at dø som følge af noget, jeg har gjort? Kan jeg overhovedet finde ud af det her fag? Det lyder måske som nogle lidt dramatiske eller ulogiske tanker at have om sig selv, men det er ikke desto mindre virkeligheden. Og jeg vil vædde min højre arm på, at jeg langtfra er den eneste.

Der er mange bekymringer og dårlige tanker, inden det her store skridt. Men det ændrer ikke på, at jeg stadigvæk føler, at jeg har valgt det bedste fag i verden, og at jeg glæder mig til alle de oplevelser, patienter og kollegaer, jeg skal møde om nogle måneder.

Maria Thygesen er sygeplejestuderende på modul 9, UC Viborg.